Biblioteker i almindelighed og Kbh. Hovedbibliotek i særdeleshed overtræder groft deres pligt til upartiskhed og alsidighed. Men de instanser, som burde stå vagt om de fundamentale borgerrettigheder, svigter.

Nedenstående artikel blev bragt i Jyllands-Posten den 11/2 2011. Magtmisbruget fortsætter uforandret.

Bibliotekernes selektive frisind

AF Harry Vinter, bibliotekar, medlem af Den Danske Forenings styrelse.

Bibliotekerne kan give plads til Hizb ut-Tahrir, men ikke til dem, der er uenige med Hizb ut-Tahrir.

​​​​​​​

»Bibliotekerne rummer netop alle synspunkter - også dem, man ikke kan lide at høre. Det er her, man både kan blive bekræftet og få modspil...

Bibliotekerne står for ytringsfrihed og demokrati gennem lige og fri adgang til viden og information.

Det betyder, at selv udemokratiske, men lovlige foreninger med et uacceptabelt syn på mange forhold kan få lov at udøve deres ytringsfrihed, også selv om de udfordrer demokratiet.«

Sådan står der i en udtalelse, som Danmarks Biblioteksforening og Bibliotekschefforeningen udsendte i anledning af det møde, som Hizb ut-Tahrir for nylig holdt på Det Kongelige Bibliotek.

Det kan undre, at udtalelsen kommer i anledning af et møde, som er blevet holdt, når der i årenes løb har været rig anledning til at fremsætte en sådan udtalelse i anledning af møder, hvis afholdelse blev forhindret.

I 1988 og igen i 1989 anmodede Den Danske Forening (DDF) om at måtte låne et lokale i Gentofte Bibliotek til grundlovsmøder. Begge gange var hovedtaleren den norske frihedskæmper Jan Høeg. Foreningen fik afslag begrundet i »upassende synspunkter«. Den gamle frihedskæmper måtte se sig frarøvet den

ytringsfrihed, som han år forinden havde kæmpet for med livet som indsats.

Tidsskriftet ”Danskeren”

I 1990 fik DDF afslag på en anmodning om at låne et lokale på Vesterbro Bibliotek. Begrundelsen var, at modstandere af foreningen kunne tænkes at ville lave ballade.

Samme år foreslog jeg en række biblioteker abonnement på DDF's tidsskrift ”Danskeren” som en beskeden afbalancering af den flom af indvandringsforherligende tidsskrifter, som bibliotekerne på daværende tidspunkt bugnede af. I et svar fra Odense Centralbibliotek hed det, at biblioteket »har andre og lødigere

tidsskrifter at spendere den skrabede tidsskriftskonto på end publikationer fyldt med fordrejelser, citatfusk og injurier ... Hvad en uddannet kollega (undertegnede, forf.) har at skaffe i den forening er mig en total gåde, og Odense Centralbibliotek frabeder sig på nogen måde at figurere i nogen form for register i Den Danske Forening.«

I en efterfølende læserbrevsdebat i Jyllands-Posten erklærede en bibliotekar fra Københavns Kommunebibliotek, at oplysningerne i ”Danskeren” har en »højst tvivlsom sandhedsværdi«, og han kritiserede, at bladets skribenter har et højt uddannelsesniveau.

Bibliotekarforbundet fulgte op ved på lederplads at kalde undertegnede en »filistrøs person«, som agiterede for et blad med »hetzagtige udladninger.«

I 1991 fik DDF afslag på anmodning om at måtte arrangere en udstilling på Københavns Hovedbibliotek som afbalancering af en udstilling, som indeholdt injurier om DDF. Vi klagede hele vejen til kulturborgmesteren, men blev afvist.

Mur af politisk korrekthed.

Året efter inviterede biblioteket i Frederikshavn lokale foreninger, »uanset hvad de beskæftiger sig med mellem himmel og jord«, til at deltage i en udstilling. Den lokale afdeling af DDF fik afslag.

Til sidst opgav vi at trænge igennem bibliotekernes mur af politisk korrekthed.

Nu finder biblioteksforeningerne det vigtigt at understrege, at der skal være plads for Hizb ut-Tahrir og ligesindede. Det er der ikke noget nyt i. Sådan har det altid været.

Det ville derimod have været nyt, hvis de havde krævet plads for de foreninger, som er uenige med Hizb ut- Tahrir. Men det kommer vi næppe til at opleve.