Den socialistiske bevægelse har tabt pusten siden de kommunistiske regimers kollaps i Østeuropa for snart 30 år siden. Tilbage er en udefinerbar "venstrefløj", som "kæmper" mod indbildt racisme og klimaforandringer.

Tilbage fra de dage, da socialisme var baseret på klassekamp og Karl Marx' analyse, har vi en rig sangskat, som stadig taler til os den dag i dag.

Her følger nogle smagsprøver fra den sangskat, som er på vej i glemmebogen.

"Vi knuges under stat og love,

vi flås af skatters skarpe klo."

Nej, de ord er ikke skrevet af Mogens Glistrup. De udgør de to første linjer i tredje vers af Internationale, som siden 1871 har været den socialistiske bevægelses fremmeste kampsang.

Af årsager, som man kan gisne om, er verset ikke medtaget i Arbejdersangbogen, som Arbejdernes Oplysningsforbund har udgivet.

Det er til gengæld 2. vers, som også fortjener at blive nævnt:

Ej nogen mægtig gud og kejser

og folkehøvding står os bi.

Nej, selv til kampen vi os rejser,

vor folkeret forlanger vi!

Det er forhold, vi kan nikke genkendende til i Den Danske Forening. "Eliten", som magthaverne fejlagtigt benævnes (elite betyder de bedste), har kun hån og foragt til overs for det usle proletariat af tabere, som ikke fatter globaliseringens og islams fortræffeligheder. Hvis vi vil forsvare vore liv, er vi nødt til selv at rejse os, ligesom den socialistiske bevægelses pionerer gjorde det tilbage i 1870'erne og årene derefter.

Den samme hån og foragt for samfundets dårligst stillede finder vi også omtalt i Socialisternes March fra 1872:

Snart dages det brødre, det lysner i øst,

til arbejdet fremad i kor!

Man håner den fattiges eneste trøst:

Vor ret til at leve på jord.

Samfundets svageste skal ikke kikke efter hjælp på dagbladet Politikens redaktion, hvor de uden blusel omtales som "white trash" (med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin Hund og Dansk med sin Tjener han talte (Wilster: Holberg))

Da vi nåede frem til 1930'erne havde den revisionistiske arbejderbevægelse skabt betydelige resultater i Danmark. Det fornemmer man, når man lytter til "Danmark for Folket", som Oskar Hansen skrev i 1934.

Danmark for folket -

det klinger og gror,

det er de stærke,

de sejrende ord.

Hver den, de virker med ævne og ånd,

og hver og en, der skaber med den barkede hånd,

hver den, der ærligt i arbejdets flid

vil bygge op den nye dag, den nye folkets tid.

Plads for dem alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.

Ovenpå dette vers kunne mangen en kulturradikal utvivlsomt fristes til at påstå, at der skal være plads til alle og enhver og hvem som helst, - ligesom mangen en kulturradikal har misbrugt Grundtvigs ord "til et folk de alle høre, som sig regner selv dertil", - idet de bekvemt har udeladt de efterfølgende ord: "har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild".

I sidste vers af Danmark for Folket slås det fast, at der skal kæmpes mod dem, som truer den frihed, som vort folk bygger på:

Danmark for folket -

det klinger fra nord

plads for os alle

ved samfundets bord.

Kamp imod dem, der vil storme og slå

de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på.

Plads for hver tanke, som levende gror,

det er vor stærke tone i det store verdenskor.

Plads for os alle, plads for alle, der vil

Danmark for folket.

Det såkaldte ungdomsoprør i 1968 blev startskud til en opblomstring af "det nye venstre", som ikke var mere ny, end at DKP kom til at spille en ledende rolle i mange af de aktiviteter, som fulgte.

Sangerne Arne Würgler og Benny Holst satte musik til blandt andet digte af Jesper Jensen. F.eks. "Sang om at sige ja":

Sålænge de kan få dig til

at spille deres spil

sålænge gør du altid det

de helst vil ha’ dig til

Sålænge de kan få dig til

at frygte for at dø

sålænge er det altid dem

der høster dine frø

Den dag vi siger ja til

vor egen værdighed

den dag er vi en trussel mod

den vold de kalder fred

Den dag vi siger ja til

vor egen lyse drøm

vil alle gode kræfter ku’

forenes i en strøm

"Den dag vi siger ja til vor egen værdighed. Den dag er vi en trussel mod den vold, de kalder fred". De ord beskriver levende den situation, vi står i. Vi skal opføre os, så vi ikke kommer til at fornærme muslimerne. Det er den vold, de kalder fred.

Røde Mor sang med indfølelse om arbejderes hårde arbejdsliv, faktisk i overensstemmelse med traditionen fra Jeppe Aakjærs Jens Vejmand:

Hvad kan man høre efter så mange år blandt maskiner?

Og hvad kan man høre, når ustandseligt maskinerne hviner?

Musik fra en koncert, hvor man aldrig gik,

Klapsalver, som man aldrig fik.

Det er en noget anderledes beskrivelse end den omtale af "white trash", man præsenteres for i dagbladet Politiken og tilsvarende organer for den højeste oplysning.

I 1971 skrev Ebbe Kløvedal Reich "Skipper Klements morgensang", som kom til at symbolisere den venstrenationale modstand mod medlemskabet af EF (senere EU). Første vers har denne ordlyd:

Skærm jeres hus med grav og planke,

hvæs jeres leer snittende blanke,

frygt ikke Rantzaus sorte hær.

Silke skal vige for vadmelsklæ'r.

Bønder og tømrer, jyske knejte

nu skal vi sejre i grevens fejde.

Udskift "Rantzaus" med islams, "Silke" med ondskab, "vadmelsklæ'r" med menneskeværd og "grevens" med frihedens. Så har vi en sang, som kan bruges i den kamp, vi står overfor i dag.