Efter to-tre årtiers masseindvandring fra fortrinsvis muslimske lande trues tegnere, mediehuse og ytringsfrihedsforkæmpere. Gågader barrikaderes. Festivaler og jøder politibeskyttes. Prideoptog stenes væk fra Nørrebro. Voldtægter boomer. Tvangsægteskaber og kvindelig kønslemlæstelse florerer. Danske soldater optræder kun med fornavn på tv. Forsvarets Efterretningstjeneste uddanner sprogofficerer i arabisk. Parallelsamfund skyder frem. Terrorberedskabet styrkes. Grænsebevogtning etableres. Brune boligområder, børnehaver, folkeskoler og gymnasier fravælges. Indvandrerbyrden stiger, sammenhængskraften eroderes, og velfærdssamfundet udpines af et skarpt stigende antal tunge nettonydere.

Frugten, som sættes i Danmark, adskiller sig ikke væsentligt fra det samme træs frugt i den muslimske verden og i andre muslimske samfund i Vesten. Gammeldanskerne må derfor spørge sig selv: Hvem bærer ansvaret for, at indvandringen var en "berigende nødvendighed", lige indtil problemet ikke længere kunne løses? Ganske som med værnemagerne efter Anden Verdenskrig peger pilen på dem, som profiterede karrieremæssigt, økonomisk og politisk ved at gøre det forkerte og bevidst forhindrede andre i at gøre det rigtige. Måtte eftertiden dømme dem derefter.