Jeg har sagt til mange, at de indvandrere, jeg har truffet, har været flinke og rare, og jeg kan blive gal på de danskere, som behandler dem respektløst, men jeg er bange for mængden, fordi mange af dem tror på det i koranen, som befaler dem at dræbe de vantro og indtage "deres" (vores) land. Det fremgik også i tv-udsendelsen "Moskeerne bag sløret", at flere ikke vil os, og i den efterfølgende debat udtalte Naser Khader, at vi ikke skulle tage flere, end vi kan magte. Jeg nævnte også et par bøger, jeg har læst "Moskeernes mange ansigter" af Massoud Fouroozandeh og Marianne Søndergaard samt "Bekendelser fra en kulturkristen muslim" af Naser Khader.

Reaktionerne var chokerende, Jeg skulle ikke regne med Naser Khader, for det var bare for at få stemmer, og der var plads nok til indvandringer på Lolland-Falster, og vi har også Indre Mission, det vel ikke er bedre, og nu skulle vi for i øvrigt ikke tale politik.

Det var helt ude af proportioner. Allerede da jeg sagde sætningen: "men jeg er bange for mængden" kunne jeg godt mærke, at jeg var dømt. At jeg startede med at sige: "De indvandrere, jeg har truffet, har været flinke og rare, og jeg kan blive gal på de danskere, som behandler dem respektløst" var underordnet. Når jeg spurgte, om de ikke kunne overbevise mig om, at jeg ikke havde nødig at være bange, fik jeg et svar som mindede om en elev, der ikke havde læst på sin lektie. Så jeg er stadig bange, og det rager dem en skid. Jeg er jo kun en dansker.

Jeg fandt så udtrykket "Egohumanister", som jeg læste en del om på nettet. Det var befriende at blive bekræftet, men hold kæft hvor er det sørgeligt.