Hvis der ikke er en fællesmængde, er det umuligt, sammen, at få et samfund til at fungere - for der er ikke noget sammen. Når der ikke er noget sammen, så er der ikke noget fællesskab, og så er der ikke noget samfund.

Tilbage i 80'erne var psykoanalysen in. Der var ingen grænser for, hvor meget og hvor dybt der ved brug af samtalen skulle graves i psyken. Om hvorvidt det partout er en god ide at bevidstgøre alt der er gemt væk, er en anden snak, men forudsætningen for at nå ind, er først at nå sammen (forstå). Det er en forudsætning, at man deler virkeligheden - at der er en fællesmængde. Uden den, ingen forbindelse.

Fællesmængden kan være nul, hvis personen er psykotisk. Så skal der medicin til, før man kan tale sammen. I andre tilfælde kan fællesmængden også være ganske minimal, simpelthen fordi der er en kæmpe forskel. Så er det umuligt at tale sammen og være sammen. Det handler i al sin enkelhed om at dele og nå ind, for at nå sammen. Sådan er det også i hverdagen.

På et tidspunkt kørte Ralf Pittelkow og Karen Jespersen en smuttur fra Dragør til Malmö, for at tage tilstandene hinsidan nærmere i øjesyn. Turen kan nok betegnes som en mellemting mellem sightseeing og feltarbejde, og da de var omkring Herrgården, som er den mest belastede del af indvandrerghettoen Rosengård, fik de sig en pekuliær oplevelse :

"Da vi bevæger os ind i området, kan vi høre drønende musik i det fjerne. Senere finder vi ud af hvor det kommer fra. På et åbent område mellem boligblokkene ligger en indhegnet fodboldbane, og lige bag den står to unge mænd ved et bord med et stort lydanlæg, der er skruet op for fuld kraft.  

Til højre for dem er der et lille arrangement med bænke. På en bænk sidder en mand ved siden af en kvinde i kørestol. En lille flok kvinder står ved en grill og steger et eller andet. Der er ingen form for kontakt mellem de to ved bænken og kvinderne ved grillen. Ingen hilsener, ingen kommentarer, ingen små sjove bemærkninger.

Hele sceneriet har noget surrealistisk over sig : Mennesker, der taler i hver sin retning uden at høre hinanden som i et absurd teaterstykke, mens musikken drøner løs, som om der skulle være fest og fællesskab.

Faktisk er det en fest, vi er havnet i. Det finder vi ud af, da vi spørger den ældre herre på bænken. Larmen fra musikken gør det svært at høre, hvad han siger. Men vi forstår så meget, at de fejrer indvielsen af noget, formentlig legepladsen lige ved siden af. Det lyder som et initiativ fra en velmenende boligbestyrelse, men det ville være synd at sige, at beboerne har vist den store interesse".

Uddraget er fra "Islams Magt", og viser i al sin tydelighed, at bliver forskellen for stor, så bliver man ude af stand til at dele virkeligheden. Hvis kulturforskellen i forvejen er milevidt fra hinanden, og der så oven i købet tilsættes islam, der er diametralt modsat af den tankegang der udspringer af kristne rødder, så er der ingen fællesmængde. Så kan man ikke dele dagligdagen, og så kan man ikke i fællesskab få et samfund til at fungere.

I Odense havde somalierne indrettet sig på en særlig måde. De besøgte hinanden, ud og ind. Når nogen ankom, så gik andre der havde været på stedet en vis tid. Så drog de videre til næste sted, som andre så forlod. På den måde havde de etableret en slags rotationsordning. Det er træls for en kommune, for man vidste aldrig hvor hvem var, men somalierne fik deres dybt indgroede nomadetrang tilfredsstillet. 

Når forskellene bliver så store, som de er mellem vesterlændinge og ikke-vestlige muslimer, så er samvær og samliv umulig. Så kan man kun leve parallelt, og uanset hvad der steges på grillen og hvor højt musikken skrues op, så udebliver festen.