Dette er en personlig beretning der med sit eksempel har som formål at tegne et konkret billede af, hvordan islams indmarch i landet kan øge utrygheden og reducere livskvaliteten. Sammen med alle de andre dårlige oplevelser i løbet af en hverdag, kan det blive til en ganske betydelig reduktion.     

Selvom man navigerer omhyggeligt, så er det efterhånden særdeles vanskeligt at styre udenom islam. Også herude vestpå i Vestjylland.

Hvor vanskeligt det er, afspejles i den rundtur jeg har taget mellem fitnesscentre i løbet af de sidste 5 år.

Jeg havde vel motioneret i Rofi-centret i Ringkøbing et års tid godt og vel, da jeg midt i mit træningspas lige skulle ud i omklædningsrummet for at fylde vand på min flaske. Det kunne jeg imidlertid ikke komme til. Der stod en mand med den ene fod oppe i håndvasken. En muslim stod og vaskede fødder, der hvor jeg drikker vand.

Det varede ikke længe før denne mands søn og nogle fætre også trænede der. At de fyldte en del er mildt sagt. Jeg studsede lidt, da sønnen ganske klodset viste en ældre dame til rette i en træningsmaskine. Da jeg efter endt træning på vejen ud spurgte personalet til deres rolle, fik jeg at vide, at sønnen såvel som faderen netop var blevet ansat. Jeg afleverede prompte mit medlemskort.

Jeg begyndte i stedet at træne i "Beach and Bowl" i Søndervig. Der er faciliteterne ligeledes gode, og motionisterne forskelligartede. Mange er turister, og man får et wif af glade mennesker og ferie. Men i løbet af de næste 2 år knappenap, dukkede flere og flere op, som godt kunne være bærere af navnet Mohammad eller Aisha.

En dag da jeg motionscyklede flankeredes jeg af to muslimske tørklædekvinder. Jeg følte mig både indeklemt og beklemt, og det hjalp bestemt ikke, at en ivrigt instruerende egohumanist pendlede mellem de to. De kommer nok fra den campingplads der er blevet forvandlet til flygtningecenter i Hvidesande tænkte jeg. Den "sandwich" var dråben, så jeg beslutter at sende mit medlemskort med posten, da jeg kommer hjem.

Så nu begynder jeg at træne i Tangsø-centret i Bækmarksbro i stedet for. Også et dejligt sted med gode faciliteter, men bed med det samme mærke i to malerier ved tjek-in skranken. Det forestiller to kirker, men uden spir og kors. Tænker at de nok er blevet fjernet for ikke at støde nogen.

Efter cirka 1 år i Tangsø-centret, dukker to "unge mænd" op. Dem har jeg ikke set før. De kigger skulende og hvisker sammen, og jeg får følelsen af, at de ved hvem jeg er. De slutter deres træning længe før mig, og jeg tænker ikke nærmere over det, før en af dem passerer tæt (½meter) hen forbi mig, da jeg er i færd med at låse bildøren op. Jeg registrerede det først for sent, da han var et par skridt forbi mig. Han må have siddet i sin bil og ventet 1- 1½ time. "Better safe than sorry", så jeg stopper med at træne her også.

Til sidst og indtil for nylig har jeg trænet i Ulfborg, hvor der ud over et veludstyret fitnesscenter også er svømmehal, gymnastikrum og sportsbaner. Det er også noget den nærliggende skole har glæde af. Dejligt sted med søde mennesker, men det der tog pippet fra mig her var følelsen af, at ingen lyttede. Jeg fortalte igen og igen, at der er hul i bunden af "skibet" og vandet (islam) fosser ind. Men kun ganske få var bekymrede som jeg, og det er ikke godt for sjælen, når man i forvejen er på nippet til panik. Til hver træning tænkte jeg, at vi er fortabt.

Det var her jeg gennem glasruden i fitness-lokalet så en stor dreng ovre fra skolen, som også godt kunne være bærer af navnet Mohammad. Han var blevet tildelt dommernes omklædningsrum, så han kunne bade alene - ubeset. Frem for at modarbejde det fanatiske i islam, og forsøge at pille det ud af adfærden - afmontere det - så belønnes det ved, at tildele ham dommernes luksus-suite med eget bad (se billede). Dermed bekræftes han i sit forkvaklede billede af, at han som muslim står over sine "vantro" klassekammerater. Det er tredobbelt skidt. Dels så bekræftes han i et diskriminerende menneskesyn, og dels kommer skolen til at modarbejde integration/assimilation, og dels er skolen på den måde med til, at bidrage til islamiseringen af samfundet - øge islamiseringshastigheden. Eksemplet her er generelt gældende, og viser særhensynenes uhensigtsmæssighed i en nøddeskal.     

Særbehandlingen af "Mohammad" der ikke må vise sig nøgen for klassekammeraterne i Ulfborg, de retoucherede kirkebygninger i Bækmarksbro, de larmende religiøse tørklæder i Søndervig og den fodbadende ved håndvasken i Ringkøbing har efterfølgende fået mig til at tænke, hvor mon grænsen går mellem rimelig og fanatisk religiøsitet ?

Det har også fået mig til at tænke, at religiøs særbehandling er misforstået hensyn der på sigt vil gå ud over alle. Vi får ødelagt vores samfund, og de muslimer der ønsker at leve i frihed i et frit og ligestillet samfund (aktuelt ca. 25%), presses ind i et religiøst fængsel. Til sidst vil samfundet her ligesom Mellemøsten være så ødelagt, at også islamisterne flygter fra Danmark, som de gør lige nu til Europa.