05.06.2006

Den Danske Forenings grundlovsmøde ved Århus

Forfatter: Tomas Kierstein

Tale af Tomas Kierstein

Tale til den Danske Forenings arrangement, Grundlovsdag 2006

 

Kære tilhørere!

Først vil jeg takke DDF for invitationen!

Havde det ikke været for DDF, der næste år kan fejre sit 20 års jubilæum, tør jeg ikke tænke på hvor galt det havde stået til. Dermed ikke sagt at situationen tegner sig rosenrød, for det gør den langt fra, men der er al mulig grund til at mene, at situationen ville have været langt mere overhængende katastrofal, hvis ikke DDF og den dertil knyttede personkreds var gået på barrikaderne i 1987.

Allerede i 1983 gik Søren Krarup, og andre med ham, til kamp mod den katastrofale flygtningelov. Det giver efter min opfattelse disse personer en helt særlig plads i den nyere danmarkshistorie. Med en parafrase over Ekstra Bladets kendte slogan, kan man sige, at de turde hvor andre tav.

Disse tidlige initiativer mod den herskende politiske korrekthed har været forudsætningen for, at vi her i Danmark har en åbenhed i debatten, som i f.eks. Sverige er ganske utænkelig.

Det ville være svært tale idag, uden at referere til det forgangne års mest omtalte begivenhed i Danmark, og i store dele af resten af verden. Jeg hentyder selvfølgelig til Jyllands Postens offentliggørelse af de omdiskuterede tegninger af muhammedanismens grundlægger, Muhammed.

Jeg vil imidlertid ikke gennemgå denne affære i detaljer, for dels er den jo netop blevet dissikeret i detaljer, så jeg vil tage udgangspunkt i en affære, som jeg selv var en del af, nemlig affæren om de foldere, som foreningen "Århus mod moskeen" omdelte i vinteren 2004-2005. Derfra vil jeg trække nogle paralleler til tegningssagen.

I debatten, der har raset ovenpå tegningernes offentliggørelse, har kernebegrebet været ytringsfriheden, og den var da også det springende punkt i affæren omkring vore foldere. Derfor  vil jeg først bore lidt i denne størrelse.

Ytringsfriheden er i Danmark stadfæstet i Grundlovens § 77:

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

Klar tale eller hvad?

At man ytrer sig under ansvar for domstolene betyder, at selvom man som udgangspunkt kan sige hvad man vil, så er der en grænse. Denne grænse går der, hvor man fremkommer med påstande om andre, som er æreskrænkede og beviseligt usande. Sandheden må med andre ord tåles, uanset om den er uopdragen, grim, uæstetisk, eller hvad honette folk ellers kunne ønske dem ikke at skulle høre om, fordi det kunne falde "Tante Tut fra Tikøb" eller præsten fra Mariager for brystet.

Et godt eksempel på det, var en afgørelse af en tvist, som de fra medierne så bekendte gentlemen Jørn "Jønke" Nielsen og Erik Clausen havde for år tilbage. Clausen havde kaldt Jønke for en snigmorder, hvilket var faldet denne for brystet. Da Jønke imidlertid er dømt for en nedskydning i 1984, der i almindelig daglig tale falder ind under betegnelsen snigmord, afgjorde retten, at han måtte tåle at bære betegnelsen snigmorder.

Der er dog en væsentlig undtagelse, en paragraf der falder helt uden for denne tradition, fordi den ikke hviler på et kriterium om beviselighed eller mangel på samme. Det er ikke urealistisk at forestille sig, at situationen kan opstå, hvor et menneske efter denne bestemmelse kan dømmes for at sige hvad sandt er, og med hensyn til hvorvidt det allerede er sket, tjah, så er tanker jo heldigvis toldfrie.

Jeg taler naturligvis om Strl. § 266b, den såkaldte racismeparagraf, hvilken betegnelse hænger sammen med, at der refereres til det vulgærbiologiske begreb race i lovteksten.

Som nævnt, omdelte vor forening i vinteren 2004-2005 en folder. Vi havde fået trykt adskillige tusinde stykker, som foreningens medlemmer over nogle dage husstandsomdelte i områder, der lå tæt på det sted i det vestlige Århus, hvor der var og er tale om at opføre en stormoske med en udpræget islamisk arkitektur.

Folderens forside var prydet af en hvas karikatur på Århus byvåben, hvor de to apostle var udskftet med hhv. en lænket- og burkaklædt kvinde, hhv. en imam med koranen i den ene hånd og en krumabel i den anden. Inden i folderen var der citeret en række passager fra både koranen og diverse islamiske skriftlærdes udgydelser i skrift og tale.

Det afstedkom selvfølgellig et ramaskrig, dels fra de mennesker der følte dem ramte af karikaturen, dels fra dele af, hvad man vist roligt kan kalde, de politisk korrektes lejr.

Efter nogle dage blev jeg ringet op på min mobiltelefon af en journalist fra TV2, der gerne ville have min kommentar til, at foreningen var blevet meldt til politiet for overtrædelse af netop Strl. § 266b. Da jeg sad langt fra Århus til en privat komsammen, indvilgede jeg i at give et telefoninterview.

Journalisten afspillede et lydklip, hvor en person der blev kaldt ekspert i menneskerettigheder kundgjorde, at vi med sikkerhed havde overtrådt loven, nærmere bestemt den nævnte, såkaldte racismeparagraf. Interviewet var kort, og jeg svarede vist noget i retning af, at det måtte komme an på en prøve.

Om aftenen var der et indslag i de lokale nyheder om det. Menneskerettighedseksperten tonede frem, foran karnovs lovsamling, og gentog de ord, som jeg havde hørt tidligere på dagen. Eksperten var Hr. Steen Schamburg-Müller, der er jurist og er ansat ved det historiske fakultet på Århus Universitet. Alt i alt ganske imponerende, skulle man synes.

Nu er der i vores forening en masse hurtigt tænkende og fantasifulde mennesker, så allerede inden for få timer modtog jeg besked om, at nogen havde foretaget en søgning på Hr. Müllers navn på internettet, og at resultatet var meget, meget interessant.

Det viste sig, at den lærde ekspert langt fra var uvildig og neutral. Faktisk havde han, og har muligvis endnu, en plads i ledelsen af Mellemfolkeligt Samvirke. Denne organisation, der modtager statstilskud i 100 miliioner kr. klassen fra statskassen, er pudsigt nok en af de varmeste fortalere for opførelsen af netop den stormoske, som vor forening er dannet for at kæmpe imod.

Hr. Müller optrådte altså i mindst to roller på én gang. Dels som medlem af en organisation der pr. definiton vil det stik modsatte af os, og dels som ekspert i menneskerettigheder, der udtaler sig om det mulige udfald af en evt. sag mod os. Han optrådte vel at mærke i den sidstnævnte rolle uden, at oplyse om den førstnævnte. Om han også var med i anmelderkredsen, det ved jeg ikke, og to sammenblandingen af roller han spillede er i dem selv så ejendommelige, at det er forholdsvis underordnet.

Der fulgte et længere forløb, hvor jeg som foreningens formand var til et par megt lange afhøringer på Politigården i Århus. Jeg medbragte et kæmpemateriale, og svarede på utallige spørgsmål. Det var ganske gemytligt, og jeg ved nu bl.a, at kaffen er rigtig udemærket hos Århus Politi.

Vi havde naturligvis fra begyndelsen konsulteret vor egen juridiske rådgiver, og havde fået et lille foredrag i den retsafgørelser m.h.t. det der kaldes politisk satire. Derfor tog vi det med sindsro, og derfor havde vi også valgt en karikaturtegning som blikfang. Der er traditionelt meget vide rammer for netop satire i Danmark.

Resultatet blev som forventet. Statsadvokaten meddelte os, han havde besluttet at afvise sagen.

Hvad gik det nu ud på?

Er det tænkeligt, at anmelderne ikke også havde en ret god fornemmelse af, at det ville gå sådan?

Man kan selvfølgelig ikke udtale sig med sikkerhed om, hvad der foregår inde i hovedetpå andre mennesker, og man har da muligvis set sagen som en god lejlighed til at afprøve rækkevidden af en paragraf, der falder uden for den øvrige retstradition.

Jeg tror nu det drejer som om noget helt andet, noget meget mere enkelt. Man ville skræmme! Man ville føle os på tænderne, i det håb at vi, af frygt for en eventuel domfældelse, skulle begynde at trække i land. Reaktionerne ovenpå statsadvokatens afvisninger synes at bekræfte denne antagelse, for der kom slet ikke de højlydte og forargede protester fra hverken anmelderne eller diverse mere eller mindre uvildige eksperter, som man skulle tro der vill.

Slaget skulle, ud fra anmeldernes synspunkt, stå inden for den allerførste tid efter indgivelsen af anmeldelsen. Da vi viste os ikke at blive bange, var slaget med deres øjne allerede tabt, så det videre forløb var egentlig underordnet i forhold til det primære formål - at skræmme! En sådan taktik er gratis efter § 266b, for da det handler om politianmeldelse efter en straffelovsbestemmelse, løber anmelderen ikke den risiko for selv at skulle betale, som hvis et civilt søgsmål skulle gå vedkommende imod.

Vores lille affære ligner den store og kendte sag om tegningerne af Muhammed på netop det område, som jeg nævnte ovenfor. Det handler om angst.

Uden at jeg vil begive mig ud af psykologiens snørklede veje, vil jeg påstå at angst vel altid i en eller anden udstrækning har at gøre med noget, som man ikke ville miste, livet selv, sin førlighed, sine nærmeste, sit arbejde, sine venners anseelse og respekt, sit gode og rygte o.s.v, o.s.v.

Derfor er angst også relativ, for man kan tit tage sig sammen til at gøre noget man er bange for, og dermed sætte noget dyrebart på spil, hvis det er den eneste måde hvorpå man kan beskytte noget, som man er endnu mere bange for at miste.

I vores tilfælde var truslen banal og underforstået, mens adskillige af de mennesker der har ageret i sagen omkring tegningerne er blevet truet på livet. Derfor vil jeg ikke sammenligne vores beslutning om at fortsætte trods en politianmeldelse med offentliggørelsen af tegningerne, for folk, som f.eks. Jyllandspostens Flemming Rose, har måttet stå ansigt til ansigt med truslen om at blive slået ihjel.

Sagerne fortæller dog begge noget om vore modstandere. Både om vore modstandere blandt vore politisk korrekte kulturfæller, og om fanatiske muhammedanere. De har to markante træk til fælles. De er bange for ord, og de er afhængige af at være dem der definerer debattens præmisser. Derfor er frygten deres våben, for da de frygter vore ord, er de afhængige af at vi frygter dem mere. Det følger logisk af den frygtens relativitet, som jeg henviste til for lidt siden.

De politisk korrekte spiller på frygten for social isolation, stigmatisering og den forfængelighedens angst der kan gøre nogle svedte ved tanken om at blive sat i bås som de dumme. Samtidig forsøger de at kilde vor tendens til selvglæde når vi føjer dem, og prøver at give os dårlig samvittighed og få os til at se os selv som onde mennesker, når vi trodser dem.

De fanatiske blandt muhammedanerne er mere direkte. De truer ganske enkelt med fysisk vold.

De ser meget forskellige ud, og det er de selvfølgelig på en måde, men så alligevel ikke. De har samme formål, nemlig magt, men de bruger forskellige midler. Hvis man skal være lidt uforskammet, og det synes jeg er forfriskende at være, så kan man sige at de politisk korrekte er feminine manipulatorer, mens de muhammedanske fanatikere er stereotype patriarkalske typer, der truer med lussinger og det der er værre, hvis man ikke makker ret.

Som jeg sagde for lidt siden, så er frygt noget relativt, så om en skræmmetaktik virker, er derfor i virkeligheden ikke afhængig af den der truer, men af den der bliver truet. Når først den ene part har truet, så har han spillet sit kort. Om det virker er den truedes valg.

I vores sag med folderen, og endnu mere udpræget i sagen om tegningerne af Muhammed, drejede det sig om at skræmme nogen til ikke at benytte deres ytringsfrihed. Denne ytringsfrihed er ikke et særskilt fænomen, for den står og falder med friheden i det hele taget, og friheden står og falder med den frie ytring.

Nu er det jo Grundlovsdag. Den dag hvor vi i år fejrer, at det er 157 år siden, at vi fik Grundloven. Dermed fik vi også friheden, eller gjorde vi? Kan man få friheden til ejendom?

To kilometer fra hvor jeg bor, ligger en lille landsby. Tæt på sognegården står en mindesten for befrielsen i 1945. Stenen er ikke særligt prangende eller iøjnefaldende. Under Dannebrog står der følgende korte tekst, der på enkleste vis svarer på mit spørgsmål:

"Danmark aldrig af kampen træt opgive du må din frimandsret!"

Denne korte tekst siger alt hvad der er at sige, nemlig at frihed ikke er en ejendom, men noget meget flygtigt, noget man ikke kan købe eller forhandle sig til, men noget man hele tiden må klamre sig til, noget man må kæmpe for. Friheden er derfor kun til stede der, hvor viljen til at kæmpe for den også er til stede, og at kæmpe er at ofre noget for noget andet.

Om man er fri, afhænger ganske enkelt af om man skatter denne frihed mere end noget andet. Hvis der er noget som helst der betyder mere end friheden, så eksisterer den kun som en tom besværgelse. Der er ikke grader af frihed, kun grader af ufrihed som kontrast frihed. Frihed er at kunne vælge. Frihed er derimod ikke gratis at kunne vælge. Fri er kun den, der hverken kan købes eller afpresses til at opgive sin frihed.

Med de gamle, lidt højstemte, men stadig gyldige ord: "Frihed er en borgemur, hvor modet støder højt i lur mod alle fjender gramme!"

Vi bestemmer selv om vi vil være frie. Både som enkeltpersoner og som folk. Vore modstandere er kun så farlige, som vor eget mål af frygtsomhed tillader dem at være. De henter udelukkende deres styrke fra vores frygt. Hver hver gang vi udæsker dem, så øger de trusselsniveauet, og dermed forsvinder der lidt af den frygtens og usikkerhedens magi, som er deres våben. Hvis selv trusler på livet preller af, så har de endegyldig tabt.

Derfor skal vi udæske dem, for vi er ikke bange for virkeligheden, vi er ikke afhængige af ideologiske eller lovreligiøse dogmer for at fungere og føle mening med livet. Det gør os potentielt umådeligt meget stærkere end både de politisk korrekte og de mest fanatiske islamister. De er allerede bange for vores frihed. Lad os gøre dem livrædde! Valget er vores!

 

Tomas Kierstein, 2006

 

Seneste INDSIGT-UDSYN

Den seneste udgave af INDSIGT-UDSYN er sendt ud til vores abonnementer og medlemmer. Du kan læse den forrige.
 

Læs Danskeren INDSIGT-UDSYN

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

OPGØRET >>>


BESTIL BØGER HER>>>