05.06.2006

Den Danske Forenings grundlovsmøde ved Århus

Forfatter: Poul Vinther Jensen

Tale af Poul Vinther Jensen

 

Det er i år 20. gang, at Den Danske Forening oplever en grundlovsdag.

I de år har vi flittigt benyttet os af den ret, grundloven giver os, til at give vor mening til kende om den grundlæggende ændring af landet, som masseindvandringen forårsager.

Demokratiets teoretikere opfordrer jo altid til, at flest muligt bliver involveret i debatten - men når dette sker, og debattørerne i tilstrækkelig grad er uenige med de såkaldte demokrater, er debat pludselig uønsket.

Det har da også kun i meget begrænset omfang været muligt for Den Danske Forening at få uden for stående debattører i tale, medmindre de har angrebet os for at ville hænge os ud for angiveligt uacceptable udtalelser.

De 90% af foreningens argumentation, der rent sagligt har råbt vagt i gevær, er forbigået i tavshed.

Det kan jo gøre én ganske mistrøstig med hensyn til mulighederne for at påvirke beslutningsprocessen.!

Og desværre er danskerne generelt ligeglade.

I år har flere opinionsundersøgelser vist, at et flertal af danskerne endda støtter indskrænkning af ytringsfriheden for synspunkter, de ikke kan lide. Der har da heller  ikke været nogen protester , når danskere er blevet dømt efter racismeparagraffen.

Aktuelt mener de fleste adspurgte, at man ikke burde offentliggøre noget, der kunne støde religiøse mennesker

Selvfølgelig skal man kunne det!

Debatindlæg, der ikke støder nogen, er generelt værdiløse.

Når man siger noget meningsfuldt, strider det uundgåeligt mod mange andres holdninger, og jo dybere man rammer de andre i hjertet af deres livsanskuelse, desto vigtigere er – alt andet lige – dét, man har at sige.

Men paradoksalt nok har der hos venstrefløjen, blandt de kulturradikale og blandt kunstnere i de seneste år vist sig en hidtil uset sarthed og følsomhed over for såkaldte krænkelser af og mangel på respekt for religion og gammeldags skikke.

Netop dét, de nævnte grupper ellers altid har slået sig op på at nedgøre.

Men det var vel at mærke deres egne landsmænds religion og gammeldags skikke.

Det er stadig helt i orden at sparke til dém;

Det er kun muslimernes religion og gammeldags skikke, der er fredet.

Men grundloven sikrer dog én i hvert fald formel ligebehandling.

Hvis venstrefløjen og de kulturradikale vil frede muslimerne via lovgivning, kommer de ikke uden om – i hvert fald formelt – også at frede andres religion og kulturtræk.

Fra den såkaldte elite er der kort sagt ingen beskyttelse at hente for den principielle ytringsfrihed og en debat uden tabuer.

Men flertallet af folket er altså heller ikke bedre. Her er der næppe dybere ideologiske overvejelser bag, men bare ligegyldighed og et ønske om at undgå konflikter, der kan forstyrre velfærd og fornøjelser.

Skal man kritisere en stor del af indvandringsmodstanderne, må det være for, at de oftest opstiller et billede af det gode, menige folk i kontrast til den elitære, herskende klasse.

Man bør ikke mere stryge slaphed og passivitet med hårene. Flertallet i folket er i høj grad medskyldige i, at det samfund, Grundloven er sat til at værne om, nu er i fare.

Man har endda tit indtryk af, at havde vi virkelig det mere ægte demokrati, mange efterlyser, havde det stået endnu værre til.

En stor del af befolkningen ikke så meget som gider at informere sig selv om blot de mest grundlæggende kendsgerninger vedrørende den aktuelle trussel.

Dermed er de ikke værre end Uffe Ellemann-Jensen.

Men det siger jo heller ikke så meget.

Mange menneskers indsigtsløshed fremgik åbenlyst, da hundrede tusinder for nylig demonstrerede mod de såkaldte velfærdsreformer, uden at nogen nævnte sammenhængen mellem reformers nødvendighed og masseindvandringen.

Det var regeringen, der ensidigt blev udpeget som fjenden, skønt et simpelt regnestykke viser, at når man har en begrænset mængde ressourcer at gøre godt med, må der blive mindre til danskerne, når fremmede får mere.

Den nuværende regering har en tung arv at administrere fra Anker-Schlüter-Nyrup- årene. Men den er heller ikke uskyldig selv.!

Sidste år fik et større antal udlændinge end nogensinde før - opholdstilladelse i Danmark. Angiveligt til studier og job, men lur mig, om ikke dette er den nye maskerede sluseport for reel indvandring til Danmark, ligesom det først skete bag ”fremmedarbejdernes”, senere bag ”flygtninges” facade.

Men selv Dansk Folkepartis udlændingeordfører Jesper Langballe finder den nye type masseindstrømning positiv, skønt den ikke er principielt forskellig fra fremmedarbejder-importen omkring 1970, der startede det hele.

Næsten kun Den Danske Forening har gennem tyve år konsekvent formået at efterleve devisen: ”Tænk globalt, handl lokalt”.

Nemlig ud fra det faktum, at danskerne udgør langt under en promille af klodens befolkning.

Hvis vi fortsat skal have et nationalt hjem, hvor vi kan sætte dagsordenen, og grundloven kan have mening, må vi ganske nådesløst vælge fra og afvise eller hjemsende dem, der ikke kan gøres til ét med den danske folkestamme.

 I modsætning til, hvad for eksempel Søren Krarup påstår, er det ikke Den Danske Forening, der i de senere år har bevæget sig i en ”uheldig retning”.

Men næsten alle andre, der har givet køb på det danske folks livsvilkår af hensyn til kortsigtede realpolitiske krav.

Krarup hævder, at åndskamp er en afgørende forudsætning for at skabe politisk forandring.

Når det gælder masseindvandringen fra den islamiske kulturkreds, - da er der ikke tid til en langvarig åndskamp!

Det er naivt, - ja det er en utilgivelig forfængelighed, som en person, som Søren Krarup burde holde sig for god til.

Kravet er, at de parlamentarikere, der offentligt hævder, at de vil bevare Danmark   som et dansk land, går på Folketingets talerstol og fremsætter det fornødne, - et Repatrierings- lovforslag!!!!

Ingen, forlanger at det skal kunne samle et flertal bag sig med det første.

Men begrebet Repatriering, -skal-  fremføres i Folketinget, hvis man skal tage den øvrige indvandredebat alvorligt.

Hvis ikke Dansk Folkeparti vil påtage sig denne opgave -  så sig det ligeud!!!

Tiden for paradeforslag, og skarpe ytringer ved strategiske lejligheder bør være forbi.

På mig virker de kvalmende.!!

Krarup og Langballe drog på Tinge, for at drage i fædrenes spor.

Det har jeg stor respekt for.

Men det fordrer ,- at man besinder sig på den ”konkrete virkelighed”- for nu at bruge en Krarupsk vending.

Den forsøger Vi at holde fast på i Den Danske Forening.

Vi troede ikke på muligheden af ”integration” af hundrede tusinder af muslimer i Danmark, da Sune Dalgård skrev om ”Repatriering af fremmede” i Tidehverv for 16 år siden, - og vi tror ikke på den i dag.

Men Dansk Folkeparti går med i integrations-naivistiske aftaler og bliver sikkert om føje år belønnet med ministerbiler.

Hvem har udviklet sig i en uheldig retning?

Integration forudsætter, at de, der integreres, bevæger sig i retning af værtsfolkets normer, men det, der er ved at ske, er, at væsentlige dele af værtsbefolkningen er i færd med at omfavne de muslimske normer.

De fremvoksende krav om ”respekt” og selvcensur angående religiøse emner er blot ét tegn på, at en tilstrækkelig aggressiv og utålsom minoritet kan kue en slap værtsbefolkning til at overtage sine værdier.

Og endda få værtsbefolkningen til at tro, at denne selv har fundet på standpunktet og endda forsvarer sine egne værdier.

Ikke sandt ?

- At Holger K. Nielsen pludselig nærer respekt og ærefrygt for religion og traditionel kultur er helt hans egen opfindelse.  Ja, faktisk har han altid været sådan…!

Som der stod i Weekendavisen for nylig, er der sket noget med vort sprog efter sagen om Muhamed-tegningerne.

Den, som forsvarer kvinders rettigheder, er blevet racist.!

Den, som stiller op for bøsserne, er islamofob. !

Inden længe er man kun tolerant, hvis man opgiver at kræve tolerance for andre.

Islam har taget meningsdannerne i sine kløer, endda uden at disse har opdaget det.

Som ved Stalins skueprocesser udråber de begejstret deres egen dødsdom.

For de progressive intellektuelle kan paradoksalt nok kun eksistere i det samfund, de altid så ivrigt har undergravet. Sigende er det, at informationschefen på Institut for Menneskerettigheder, Slavensky, der er gået i spidsen for kravet om at,”tilpasse ytringsfriheden til den nye befolknings- og religionssammensætning i Danmark”.

Reelt er menneskerettigheder kort sagt ved at blive muslimrettigheder.

Danskerne skal betale og i øvrigt tie.

Vore børnebørn vil nok ligesom vore forældre kunne tale om trediverne som en periode med kampe i gaderne og bander, der smadrer jødiske butikker og myrder kritikere i ly af natten.

Vel at mærke 2030’erne i Danmark, ikke 1930’erne i Tyskland, og bandernes fører hedder Muhamed og ikke Adolf.

Men for ofrene er det vel lige meget. !

Reel ytringsfrihed vil der i hvert fald ikke være meget af i et samfund med en betydelig muslimsk befolkningsandel.

Det viser al erfaring.!

De, der hævder det modsatte, har bevisbyrden på deres side, og endnu har ingen formået at løfte den.

Den Danske Forening står også ret ene i netop hele tiden at slå på, at det er muslimsk tilstedeværelse som sådan, der er faren.

Også her har Dansk Folkeparti udsendt et forkert signal ved at erklære som sin linje, at faren er islamisterne, ikke muslimerne.

Som om de førstnævnte ikke rekrutteres blandt de sidstnævnte, hvis flertal endda støtter de ekstreme aktivister eller i hvert fald er passive medløbere.

Pointen er, at skulle selv såkaldte kritiske muslimer sætte dagsordnen i Danmark, ville vor grundlov være væsensforskellig fra den, vi kender.

Det, der skulle værnes, ville ikke mere grundlæggende være friheden, men den rette tro, og så er vi i bedste fald tilbage før 1848!

Afslørende skrev dagbladet Politiken i sin beretning om den afghaner, som i foråret var fængslet i Afghanistan efter at være konverteret til kristendommen, at citat ”en moderat, afghansk muslim opfordrer til at ’flå ham i småstykker’, hvis dommerne lader ham slippe.”

Hvis en moderat muslim udtaler sig sådan, udgør de såkaldt moderate vel ikke en mindre trussel mod vore frihedsrettigheder end rabiate muslimer.

Politiken har således ufrivilligt ramt problemets kerne og afsløret løgnen om den ”moderate islam”.

Det er det store flertal muslimer, der ikke passer ind hos os, ikke kun al Qaida og kompagni. Så i stedet for integrering burde det hedde: hjemsendelse i stort omfang.

Faren i den nærmeste fremtid er,  hvis såkaldte ”kritiske” eller ”demokratiske” muslimer skaber flimmer på skærmen, får de danskerne til at tro på muligheden for at de kan indpasse muslimerne generelt.1

Der må projektørlys på Det Radikale Venstres nye dobbeltspil, som i øvrigt er kopieret efter regeringspartiet Venstre.

Det består i, at have to fløje i partiet, der hele tiden kommer med modstridende udmeldinger, hvor folk får tiltro til den restriktive retorik, mens det er slapperfløjen, der mere ubemærket står for den praktiske politik.

Det er tankevækkende, at selv de muslimer, der fremstår som et alternativ til polariseringen, tilhører venstrefløjen eller De Radikale.

De går altså ind for det multikulturelle projekt, skønt det ville være i deres egen interesse at stoppe indvandringen nu.

 I det hele taget ville VKO-partierne jo kun få ganske få procent af stemmerne, hvis indvandrerne i Danmark bestemte.

Det betyder ikke, at muslimerne er progressive, men at de ganske smukt ikke tænker på sig selv, men på den globale islam, som de ønsker fortsat skal styrke sit fodfæste yderligere her i Danmark.

Det er vigtigt, at grave skellet mellem de fremmede og disse fremmedpartier på den ene side, og danskerne og danskerpartierne på den anden side, stadig dybere.

I generationer har Politiken benyttet sig af hån, spot og latterliggørelse for at sætte skel mellem sig og danskhedens forsvarere, og vi skal selvfølgelig skrupelløst gøre det samme med modsat fortegn.

Sjovt nok udtaler Tøger Seidenfaden efter Muhamedkrisen, at Politiken kun vil bruge satire i en såkaldt ”forståelig ” anledning, og ikke når der er tale om ”hån, spot og latterliggørelse”.

Det er jo noget nyt!

Men mon det ikke kun gælder over for de kære muslimer?

Jeg græder ikke over at blive hånet, spottet og latterliggjort af Seidenfaden.

Men jeg vil have lov til at give igen med samme våben, og det gælder også, når fjenden kalder sig rettroende og stempler os vantro og dekadente.

Det skal gøres klart, at de, der støtter masseindvandringen, reelt er en del af fremmedmagten i Danmark.

Over for den slags vil vi have lov til at være skarpe, ubønhørlige og til tider sårende i et omfang, så pæne præster må slå syv kors for sig.

Det sikrer grundloven os muligheden for, ligesom den har sikret Politikens ret til det samme i over 100 år.

Det er typisk, at når denne ret endelig bliver betydningsfuld og skal hævdes og forsvares, bakker de kulturradikale skræmte tilbage som altid gennem historien,  når holdninger pludselig blev til alvorlig virkelighed.

Men opskriften er med omvendt fortegn

 - uforvarende givet i Politiken, af en af systemet Politikens fornemste repræsentanter, nemlig forlagsredaktør Johannes Riis.

Han skrev i marts 2006( citat):

 ”Vi kan ikke true eller håne nogen til at lade sig integrere. Muslimerne er kommet for at blive, og hele indretningen i vort samfund er afhængig af, at de får en plads i det.”

Samfundet skal altså indrettes efter muslimerne, men man kan så sandelig arbejde målrettet politisk, så de ikke integreres.

For at bevare det skrøbelige, multikulturelle korthus, er det hensigten, at lovgivningen skal tilpasses for at sikre, at man kun taler pænt til muslimerne, så de føler sig velkomne, ikke laver optøjer og splitter samfundet mere ad, end de gør i forvejen.

Så er det selvfølgelig enhver dansk borgers pligt, at få muslimer til at føle sig uvelkomne og at udpege deres danske støtter som femtekolonne, der vil undergrave grundloven af hensyn til deres politiske projekt.

Så når vi praktiserer skrivefrækhed, er uærbødige og uopdragne i debatten, afprøver vi ytringsfrihedens grænser, der trues af stadig indsnævring.

Vi beder ikke om at blive skånet, og det bliver vi heller ikke.

Men vi vil heller ikke skåne andre.

Polarisering er bedre end at gå i seng med fjenden.!

For islam er en alt fortærende kulturkreds, der kræver kontrol, magt og herredømme. Det vil ’æde’ friheden i Vesten

At de kulturradikale og venstrefløjen bliver ædt, kunne vi se på med sindsro, hvis det ikke lige var, fordi de trækker os andre og hele fædrelandet med sig i undergangen.

Hvis ytringsfriheden skal tilpasses muslimernes og de multikulturelle ideologers krav, må enhver hæderværdig dansker bestræbe sig på at få en racismedom, for det vil være tegn på, at vedkommende har handlet politisk i overensstemmelse med grundlovens ånd.

 

Poul Vinther Jensen

Aarhus den 5. juni 2006.

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>