08.05.2004
Fornuftens kraft
Forfatter: Harry Vinter
Oriana Fallaci trygler europæerne om at vågne op.
Oriana Fallaci udgav for to år siden bogen The Rage and the Pride om den islamiske kolonisering af Europa. Hun har nu udsendt en efterfølger, La Forza della Ragione, "Forceful Reason".
Vi bringer nogle udpluk fra en anmeldelse ved Lorenzo Vidino i Nationalreview.
Som titlen antyder er "Fornuftens kraft" ikke inspireret af den vrede, som lå bag hendes tidligere bog, men den giver en mere præcis forklaring på, hvorfor Europa har besluttet sig for ikke at forsvare sin identitet, men i stedet har overgivet sig til det, hun kalder "den islamiske invasion".
Med den sarkasme og enestående direkte stil, som karakteriserer hendes arbejde, undersøger Fallaci omhyggeligt de historiske og politiske forhold, som har fået europæerne til at nedgøre deres egen kultur, konsekvent hengive sig til anti-amerikanisme, og gøre sig til redskab for ethvert forlangende fra de stadig mere og mere magtfulde muslimske samfund, som befolker det døende gamle kontinent. Hendes analyse lader ikke meget håb tilbage for Europas fremtid, mens hun har en betydeligt mere optimistisk forventning, hvad angår hendes nye fædreland, USA. Hun bor nu i New York.
I 1974 sagde den daværende præsident for Algieriet Houari Boumedienne i en tale i FN: "En dag vil millioner af mennesker bryde op fra den sydlige halvkugle og drage til den nordlige halvkugle. Og de vil ikke rejse dertil som venner. For de vil rejse dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders livmødre vil give os sejren!"
Med andre ord, siger Fallaci, hvad islamiske hære ikke har kunnet udrette med magt i 1000 år kan opnås på mindre end et århundrede ved hjælp af høje fødselsrater. Som bevis henviser hun til de islamiske landes møde i Lahore i 1975, hvor de bekendtgjorde deres hensigt om at ville opnå "demografisk overlegenhed" ved hjælp af muslimsk tilstrømning til Europa.
Allahs sønner, som Fallaci kalder dem, gør ingen hemmelighed af deres planer. En katolsk biskop beretter fra et tvær-religiøst møde i Tyrkiet, at en respekteret muslimsk teolog sagde til forsamlingen: "Takket være jeres demokratiske love vil vi invadere jer. Takket være vore islamiske love vil vi besejre jer".
Men hvornår og hvorfor blev Europa så svagt og underdanigt overfor sine nye muslimske herrer, "en provins under islam," som Fallaci kalder det? Hun sætter fingeren på oliekrisen i 1973. Europæerne var så bange for at miste deres olieforsyninger, at de besluttede sig for at lefle for OPEC, afskrive Israel og indlede en intens dialog med de arabiske lande. Fra og med det år er intellektuelle, medier og politikere blevet overøst med penge for deres støtte til arabiske og islamiske mærkesager, og talrige lobbyorganisationer er blevet etableret i adskillige europæiske lande. En publikation med den ildevarslende titel "Eurabia" (som Bat Yeor har skrevet udførligt om) blev udgivet i Paris, og EU-Parlamentet etablerede en organisation for Euro-Arabisk-Dialog, altsammen finansieret af araberne for at udøve indflydelse på europæisk politik.
Fornuftens Kraft er et rørende lidenskabeligt advarselsråb til vesten og til Europa i særdeleshed.
Kilde: http://www.nationalreview.com/comment/vidino200405040834.asp
En artikel af Bat Yeor om den Euro-Arabiske-Dialog kan læses på denne adresse: http://www.nationalreview.com/comment/comment-yeor100902.asp
www.dendanskeforening.dk
danskeren@danskeren.dk
|