"Den undertrykte debat om danskhed falder stort set i tre kategorier. For det officielle Danmark er udstedelsen af det danske pas det endelige kriterium for danskhed, også selv om passet og statsborgerskabet er givet på dispensation til migranter, der ikke kan sproget, ikke er selvforsørgende og i øvrigt hader dansk folkestyre, kultur og levevis. Så er der holdningsdanskerne, som mener, at danskhed indtræder, når man omfavner de danske grundværdier som forfatningen, folkestyret og det folkelige fællesskab. Og så er der endelig slægtsdanskerne, som forbinder danskhed med slægtskabet med forfædrene, der skabte landet og kulturen.

En debat om danskheden som begreb og værdi kunne man have i slutningen af 1900-tallet, hvor det Grundtvigske Danmark kolliderede med Georg Brandes internationalisme, men i dag er en fordomsfri debat tabu og holdt nede af mediernes og politikernes tunnelsyn, hvor fri debat er racisme. Hvornår er man så dansk?  Det har den romerske digter Marcus Pacuvius givet os svaret på for mere end 2000 år siden: Ubi Bene Ibi Patria, som frit oversat til moderne dansk ville lyde. ”Mit fædreland er der, hvor jeg har det fedest”."

Læs mere her >>>