I anledning af Søren Krarups død skriver Den Danske Forenings formand, Tomas Kierstein mindeord:

Det er nærmest umuligt at skrive mindeord for Søren Krarup (SK), uden at forfalde til floskler. Når nogen rent faktisk var indbegrebet af en hædersmand, er det svært ikke at bruge netop det ord og andre af samme skuffe; ord, som ellers tit slynges omkring, som rent æstetisk vinduespynt.

Nuvel, det er måske ikke et dårligt udgangspunkt for at prøve at undgå flosklerne alligevel, for skulle man forsøge at definere SK negativt, kan man roligt sige, at var der noget, han med sikkerhed IKKE var, så var det netop æstetisk vinduespynt: Det er ganske få mennesker, der i den grad gav blanke fanden i, hvad denne eller hin måtte nå frem til, udi overvejelser om såkaldt pænhed og tone!
Både pennen og tungen var skarp, hvad angik de sager, han gik i brechen for. Havde man selv en holdning, til et eller flere af de samme emner, kunne man være – både helt eller delvist – enig eller uenig i, men aldrig ligeglad med, hvad SK sagde og skrev. Det var der simpelthen for meget substans i, til, at det nogensinde blev baggrundsstøj.

Kom man lidt tættere på SK, opdagede man, at han egentlig ikke var særligt interesseret i diskussioner for deres egen skyld. Tænker man lidt over det, giver det god mening, for når det altid drejer sig om sagen, er det nemlig ikke magtpåliggende at have ret, som person. Så kan man ikke lokkes til at deltage i frugtesløs polemik for polemikkens egen skyld. Det er nemlig spild af tid: tid, som mere passende kan bruges til at skrive en bog mere, om noget, der betyder noget.

Det, der, ud over familie og venner, betød noget for SK var Danmark og kristendom. For SK var det sammenhængende størrelser, men det forhindrede ham aldrig i at omgås de patrioter, som hans fætter og mangeårige medkæmper på den nationale arena, Jesper Langballe, engang kaldte ”anstændige hedninge.” SK udæskede ikke andre at bekende sig offentligt; han brød sig ganske enkelt ikke om at snage i andres sager, hverken på den ene eller den anden måde. Tro eller mangel på samme var og blev et personligt anliggende. Og så var SK meget opmærksom på ikke at støde og trænge sig på.

Det er unødvendigt at remse alle titlerne, i SKs forfatterskab op. Der er nok at tage fat på, og det er på alle måder anbefalelsesværdigt. Det er en guldgrube af betragtninger, der fortæller om hvad vi, som folk og nation, er rundet af. Vi, i Den Danske Forening, skylder ham selvfølgelig særligt meget. Uden hans initiativ, som i sin tid bragte ham og Ole Hasselbalch sammen, var vores forening måske aldrig blevet stiftet.

Og endelig aftjente han og Jesper Langballe det, de kaldte deres ”nationale værnepligt,” ved at sidde i Folketinget for DF.

Som SK udtrykte det, i en samtale med mig, ved et af Tidehvervs sommermøder: ”Du ved, jeg synes ikke jeg kunne undslå mig, da jeg blev spurgt. Jeg har jo selv sagt, at magt egentlig ideelt bør tildeles dem, der nødigt vil have den, så nu hænger jeg s´ gu på den, ha, ha!”

Det kan sådan set ikke siges bedre, for SK kom ironisk nok og fuldt fortjent til at fylde så meget i sin samtid og fik så afgørende en betydning for, at vi herhjemme, trods alt, undgik. at det grasserede derud, hvor det nu er nået til i Sverige, fordi han aldrig ønskede at fylde som person.

Altid var det andragendet, ambitionerne gjaldt. Deri lignede han vores gamle ven Ole Hasselbalch.

     Vi savner dem begge –

     æret være Søren Krarups minde!