04.05.2010
Opbakning til K. Westergaard, - i Tyskland.
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Opbakning til K. Westergaard, - i Tyskland.
Ifølge Ritzau den 4. Maj 2010, er bladtegner Kurt Westergaard ikke tilfreds med den tyske fjernsynskanal ZDF´s officielle begrundelse for at droppe et ellers planlagt interview med ham i underholdningsprogrammet Markus Lanz Show.
Kurt Westergaard siger hertil:
” - Det er selvcensur af skræk for følgerne. Det er selvcensur, og det er af den værste slags, fordi begrundelserne ikke kan kontrolleres ligesom ved officiel censur, der har kendte kriterier for det. ”
ZDF, har begrundet aflysningen med, at Muhammedtegningerne ikke er et emne, der passer ind i et underholdningsprogram.
Men den begrundelse tager Kurt Westergaard ikke for gode varer. Han henviser til, at ZDF med åbne øjne sendte en journalist for at besøge ham i Århus for en måneds tid siden.
Han betragter ZDF´s afbud som endnu et skridt på glidebanen mod eftergivenhed over for pres på ytringsfriheden fra islamiske kredse, siden Dagbladet Politiken sagde undskyld for at have trykt tegningerne.
Men det er opmuntrende, at Kurt Westergaard får stor opbakning fra mange af tv-stationens seere. I går væltede det ind med rasende kommentarer på talkshowets debatforum på ZDF´s hjemmeside. Hvor der ifølge Ritzau, ikke var et eneste debatindlæg, der bakkede op om tv-stationens beslutning, om at droppe interviewet med Kurt Westergaard.
Poul Vinther Jensen
Kilde: Kristeligt Dagblad/Ritzau den 4. Maj 2010.
Fremhævelse: PVJ.
|