VELKOMMEN
HVEM ER VI?
FAKTA
DANSKEREN
KORT SAGT
AKTUELT
HJEMSENDELSER
DISSIDENTLITTERATUR
CITATER
LINKS
DDF-BØGER
F A Q
DANMARKSFONDEN
KOMMENDE MØDER
FILM FRA DDF
LYDOPTAGELSER FRA DDF
.
OLE HASSELBALCHS tale til studenterne i Århus
.
Ole Hasselbalchs Hvidstenstale 14-08-2016
.
Ole Hasselbalch i NewSpeek






19.02.2005

Det Radikale Venstre

Forfatter: Peter Neerup Buhl

Et studie i slyngelfascination

Det Radikale Venstre fik uventet fremgang ved valget. Hvorfor - og hvor vil partiet føre os hen? Vi tegner et fugleperspektiv.

Se i øvrigt bogen ”’Fornuftens jordiske redskab’? Det Radikale Venstre 100 år – en kritisk status”, Peter N. Buhl, DDF’s Forlag 2004.

Danmark har tre gange gennem det sidste århundrede været truet på sin eksistens. I 30-erne og begyndelsen af 40-erne var det fra Nazityskland. I tiden derefter og op til Murens fald Sovjet. I dag er det indvandringspresset fra især Mellemøsten, der er i færd med at vælte os over ende.

Det radikale Venstre ynder at præsentere sig som et ansvarligt parti af høj moralsk standard. Dette billede harmonerer dårligt med den måde, partiet har placeret sig på ved alle tre lejligheder:

Før Anden Verdenskrig sad Det radikale Venstre i regeringen. Partiet forsøgte med dette afsæt at lægge låg på de danskere, der advarede mod en kommende nazistisk aggression. "Det er følelsesudtryk, der kommer frem," mente den radikale forsvarsordfører i 1937, "det er forsøg på at lave panikstemning." (Cit. i Vilh. la Cour: ”Danmark under Besættelsen”, I, s. 44). I det radikale talerør ”Tidens Stemme” hedder det 11/3 1936 i en redaktionskommentar: "Et må man i alle tilfælde beundre den store tyske fører for: Hans overordentlige evne til at rive sine tilhørere med sig. Selv i en demokratisk dansk stue fjernt fra Berlin måtte man bevæges af hans ord. Det var som at høre et vældigt folk tale med en eneste stor og gribende røst. Glimrende iscenesættelse, har man sagt om proklamationen forleden. Mon ikke den gribende virkning beror på noget mere end iscenesættelse? - Mon ikke Hitlers ord stiger op af en ægte, vældig følelse, som man må gribes af, hvilken overbevisning man end har?" Og de radikale læsere sluttede op: 2. september opponeres sammesteds imod de "tendentiøse Artikler om Tyskland og tyske Forhold", der offentliggøres i vore aviser. "I mange hundrede år har vi haft en vældig kulturudveksling med Tyskland - skulde det nu pludselig være forbi? Bør der bygges en kinesisk mur ved vor sydgrænse? Jeg tror ikke, nogen forstandig og ansvarlig mand i dette land mener, at muren skal bygges. Hvis der er noget imellem to naboer, så lad dem snakke ud om forholdet, og så færdig med det...".

Under besættelsen gled Det radikale Venstre som bekendt over i en samarbejdspolitik i forhold til Nazityskland, som i al fald modstandsbevægelsen opfattede som ren kollaboration.

Under den kommunistiske æra i Østeuropa var Det radikale Venstre imod Danmarks medlemskab af NATO i 1949. Partiet foretrak FN og det såkaldte ”Én Verden”. Partiets eftergivende holdning placerede det i 1980’erne som bannerfører for den fodnotepolitik, der nær havde sat os uden for NATO’s beskyttelse. Venligheden østover var derimod markant. Partiets spidser spiste således med kniv og gaffel sammen med vennerne i det østtyske såkaldt ”Bondepartiet”, der styredes af STASI. Man ”afstemte” under Jelveds og Niels Helveg Petersens ledelse sine udenrigspolitiske holdninger med disse kredse (se bogen Per Michaelsen og Mette Herborg, ”Stasi og Danmark”). Hvert år sendte partiet også delegationer på venskabsbesøg hos Ceausescus eksempelløse tyranni (se også K. Helveg Petersens skamrosende forord til Ceausescus taler, 1980). En afhopper fra den sovjetiske efterretningstjeneste, Oleg Gordievskij, fortæller om partiet: ”Det Radikale Venstre var fuldt af folk, som undervurderede truslen fra det kommunistiske totalitære system og som overdrev fejlene i de vestlige demokratier ... Det var typisk for dem – og det blev noteret af KGB.” (Ref. efter Jakob Andersen, De nyttige idioter, Kritik nr. 138, s. 59).

De Radikale har nu erstattet eftergivenheden over for nazismen og kommunismen med eftergivenhed over for indvandringstrykket mod Europa og truslen fra Islam. Fraværet af realitetssans hos partiets spidser i denne sammenhæng er kommet til udtryk ved talrige lejligheder, men vi lader nogle få citater tale:

Menneskerettighederne er for de radikale en religion, som går forud for alt andet. "Menneskerettighederne er ikke til debat. De må kompromisløst håndhæves." Sagde Niels Helveg Petersen i 1987 (i hæftet ”Holdninger på tværs”). ”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4.000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer. Der må komme så mange, som der nu må komme, når konventionerne er overholdt. Kommer det op på 10.000 igen – så må det være sådan” mener Marianne Jelved (JyllandsPosten 8/8 2004). I februar 2001 udtrykte den daværende radikale udviklingsminister Anita Bay Bundegaard ønske om at få ændret flygtningekonventionen, så den også dækker de hundreder af millioner, der vil flygte fra elendighed og underudvikling (Weekendavisen 23/2 2001). "Efter min mening er flygtningene hverken nogen samfundsøkonomisk eller kulturel trussel", sagde en af de radikales nøglefigurer på udlændingepolitikkens område Kirsten Lee (B.T. 18/6 1990) og "uanset hvad vor flygtningepolitik koster, så skal retsprincipperne fastholdes" (B.T. 11/7 1990). ”Der er intet belæg for at snakke om, hvor meget flygtningene koster det danske samfund", mente hun (B.T. 18/6 1990).

De radikale anser det tillige for naturligt, at herværende udlændinge får særrettigheder i forhold til danskerne selv. Da Fremskridtspartiet 21/4 1998 lagde op til en folketingsbeslutning om ophævelse af særrettigheder for udlændinge, erklærede De Radikales Vibeke Peschardt således (iflg. Folketingstidende), at hun havde ”i virkeligheden kun foragt til overs for forslaget".

I 2000 præsenterede De Radikale i deres partiblad en dagsorden for fremtidens indvandrer- og flygtningepolitik. Det var Naser Khader, der fremlagde forslagene. Han ønsker, "at Det Radikale Venstre skal gå forrest i udvikling af et multietnisk eller et multikulturelt samfund." På partiets landsmøde 2002 blev da også vedtaget en resolution med titlen "Danmark bør åbne for mere udenlandsk arbejdskraft". Heri hedder det bl.a.: "Den ændrede alderssammensætning i befolkningen giver et stigende behov for flere i arbejdsstyrken", hvorfor arbejdsgiverne "generelt bør få bedre mulighed for at efterspørge udenlandsk arbejdskraft, uden at det på forhånd er nøje vurderet, om der er ledige i Danmark med de efterspurgte kvalifikationer." Der var på tidspunktet reelt omkring 550.000 arbejdsløse i Danmark. Jf. i øvrigt også integrationsordfører for Det radikale Venstre Elsebeth Gerner Nielsen: "Det er indvandrerne, der skal redde det danske samfund. Det skal være hovedbudskabet fra Det Radikale Venstre” (jf. partibladet ”Radikal Politik”, 2004).

Partiet forkaster helt de indlysende konsekvenser af den politik, man anviser. "Jeg mener ikke at beregninger, der forudser 55.000 flere børn af indvandrere og flygtninge, er realistiske - men selv om de holder, er der ikke noget at frygte. Børnene bliver jo født som danskere" sagde Bjørn Elmquist i Jyllands-Posten 1/12 1994. "Kan et par hundrede familiesammenførte indvandrere om året true det danske samfund? Nej, selvfølgelig ikke! Så sårbart er det danske velfærdssamfund ikke!" mener Elisabeth Arnold (Jyllands-Posten 10/10 1993).

Den radikale fremgang ved valget i februar 2005 har undret mange. Kendere af partiet er imidlertid ikke forundrede. DDF noterede allerede i 1980-erne, at partiet driver akkvisition i indvandrerkredse. I Jyllands-Posten 10/2 2005 afdækkes et eksempel på denne aktivitet. Ahmad el Ahmad, der er bestyrelsesmedlem i Arabisk Kulturforening i Århus, siger her: ”Vi har været til forskellige valgmøder og mødtes efterfølgende for at diskutere, hvilket parti der bedst passer sammen med vores holdninger. Vi blev enige om, at de radikale har en humanitær dimension i deres politik, som matcher vores”. Næstformand i Kurdisk Forening, Yousif Sharif, oplyser, at der foregik en koordineret aktion til fordel for de radikale: ”Vores støtte til de radikale skyldes, at partiet er den største kritiker af Dansk Folkepartis hårde udlændingepolitik”.