VELKOMMEN
HVEM ER VI?
FAKTA
DANSKEREN
KORT SAGT
AKTUELT
HJEMSENDELSER
DISSIDENTLITTERATUR
CITATER
LINKS
DDF-BØGER
F A Q
DANMARKSFONDEN
KOMMENDE MØDER
FILM FRA DDF
LYDOPTAGELSER FRA DDF
.
OLE HASSELBALCHS tale til studenterne i Århus
.
Ole Hasselbalchs Hvidstenstale 14-08-2016




25.10.2015

Generalmajor til forbundskansler Merkel:

Forfatter: Oversat af Tomas Kierstein

Jeg beder Dem om at træde tilbage

Højt ærede Fru Forbundskansler,

dette er mit andet åbne brev til Dem indenfor fire uger, som handler om problemet med den aktuelle indvandringsstrøm. Den tyske bølge af hjælpsomhed, den tusindtallige skare af opofrende hjælpere og vor forvaltnings indsats har i første omgang skjult vanskelighederne og grænserne for vor evne til at absorbere og integrere.

Jeg tillod mig, i mit brev til Dem af 11. september 2015, dels at påpege farerne for Tyskland ved den ukontrollerede masseindvandring, dels at komme med forslag til (ændringer af, red.) asylretten og en styring af indvandringen, med det formål at sætte en stopper for den begyndende folkevandring. Jeg har siden da iagttaget Deres ærlige men ufrugtbare forsøg på at blive herre over situationen; at massestrømmen af migranter uhindret fortsætter og får følgeskab af helt andre, langt hæsligere ledsagefænomener, end jeg anede for fire uger siden. I mellemtiden er det anslåede tal, for de migranter, der må formodes at befinde ”i kø” i Tyskland ved dette års udgang, steget fra 2 til 2,5 millioner; omkring 700.000 ikke anerkendte og ikke tilbagesendte asylansøgere, omkring 300.000 migranter, der i mellemtiden er gået under jorden, og 1 til 1,5 millioner nyankomne i løbet af 2015. De har indtil nu ikke foretaget noget virksomt forsøg på at forhindre denne massemigration ind i Tyskland. De har med Deres vanlige meget, meget lange overvejelser spildt kostbar tid, som kunne være benyttet til at påbegynde tiltag, der kunne have forskånet vort folk for skadevirkningerne.

Beder om Deres tilbagetræden

Jeg beder Dem derfor om, anstændigvis, at træde tilbage, og jeg beder Dem og Vicekansleren (med særskilt skrivelse) tillige at overlade regeringsførelsen, indtil næste regulære valgdag, til formanden for det tredje regeringsparti, Hr. Seehofer.

Hr. Seehofer og hans forbundsland (Bayern, red.) med ham er de hårdest ramte af folkevandringen.
Han tænker og handler åbenlyst mere i tysk interesse, end De gør.
Han er som far til fire børn (Merkel er barnløs, red.) naturligvis mere interesseret i en tysk fremtid for de kommende generationer, end De er.
Hr. Seehofer råder endvidere over erfaring som både minister i forbundsregeringen og som regeringschef.

Tager man Deres aktuelle ligegyldige holdning overfor vor hidtidige tyske identitet og Deres mange og pludselige politiske kovendinger for nyligt i betragtning, er det ikke umiddelbart til at forudse, hvor De vil lede Tyskland hen i den øjeblikkelige undtagelsestilstand.

Anklager mod Dem

Hovedanklagen mod Dem er, at De har svigtet Deres embedsed. De har svoret at ville støtte alt, der gavner det tyske folk, og værne det mod alt, der skader det. Gennem den masseindvandring, som De både har tolereret og støttet, og med Deres manglende evne til at bringe den til ophør, har de tilføjet både det nuværende tyske folk og dets efterkommere uoverskuelige skader. Gennem den ønskede men i virkeligheden kun i særdeles ringe omfang opnåede indvandring, af integrationsduelige migranter, har De modsat kun gjort det tyske folk en forsvindende lille tjeneste.

De har i afvejningen, mellem den kristne pligt til at hjælpe flygtninge på den ene side og regeringsansvaret for vort folk på den anden side, helt og aldeles forladt den gyldne middelvej, til udelt disfavør for Deres pligt som Forbundskansler for Forbundsrepublikken Tyskland.

De har med Deres udtalelser om, at Tyskland er et indvandringsland, hvor asylsøgere er velkomne, udløst et øget migrationstræk. Disse migranter har forårsaget yderligere lidelser og tragedier.

For at skjule disse fejl, har De indtil nu utrætteligt udbredt den illusion, at vort land og vort folk er i stand til at overkomme de belastninger, som indvandringen har medført og vil medføre; det være sig for statsfinanserne, for alle andre offentlige husholdninger, for den indre sikkerhed, for uddannelsessystemet og for socialforsikringsvæsenet. De har i den forbindelse fortiet den øgede gældsætning, forringelsen af offentlige ydelser til vor egen befolkning, udsættelsen af saneringen af veje, vandveje og broer, samt den belastning, som vore børn og børnebørn kommer til at bære for tid og evighed.

De har skadet og belastet Tysklands ry og rolle i EU, fordi den af Dem understøttede migrationsflodbølge har vredet armen om på alle andre EU-stater. Deres regerings krav, om indførelse af kvotefordeling af indvandrere til andre stater, er et forsøg på illegitim indgriben i andre staters suverænitet og andre folkeslags selvbestemmelsesret. På samme måde, som staternes grænser er uantastelige og kun kan ændres med de respektive befolkningers samtykke, således kan befolkningssammensætningen i disse stater heller ikke ændres af en udefra kommende vilje og mod de respektive folks viljer. Masseindvandring er en sådan ændring af de folkeslag, som bebor staterne. (Indførelsen af en solidaritetsmekanisme er i øvrigt i 2013 blevet afvist fra tysk side). De andre europæiske stater har enten måtte omtage store indvandrergrupper fra deres tidligere kolonier, eller de har haft store russiske mindretal. Tjekkiet og Polen har negative erfaringer med at være dele af en multietnisk stat. At ville tvinge disse stater og deres respektive folk til at optage nye mindretal tyder på enten historisk uvidenhed, tysk overlærermentalitet eller EU-storhedsvanvid.

I stedet for at håbe på en ”retfærdig” fordeling af indvandrere til andre stater, skulle De hellere have trukket de virkeligt ansvarlige for den aktuelle folkevandring med ombord i båden med de betalende og migrantoptagende lande. De ”flygtninge”, som for tiden kommer fra Mellemøsten og landene omkring det sydlige og østlige Middelhav, samt åbningen af den sydlige middelhavskyst for flygtninge fra Central- og Vestafrika, kan først og fremmest føres tilbage til de systemskiftekrige, som USA, England og Frankrig har ført, uden selv at være truet af disse stater. Disse tre allierede har taget magten fra diktatorerne, i de i dag destabiliserede stater, og har væltet dem, ved hjælp af efterretningsoperationer, indsættelse af lejesoldater og i sidste ende gennem åben krig. Resultaterne har hver gang været borgerkrige, kaos, flygtningelejre og nu flygtningestrømme. USA har f.eks. indtil videre kun erklæret sig parat til at optage 1500 (andre angivelser: 4000) flygtninge i 2015. Det er mindre end Bayern har måttet finde plads til på en enkelt dag.
 

At prakke broderparten af flygtningestrømmen på de tyske borgere og skattebetalere er det modsatte af ”at værne det tyske folk mod alt, der skader det.”

De har reduceret diskussionen om indvandringen til begrebsparret ”velkommenkultur” og ”fremmedfjendskhed” og dermed for det første omgået en konfrontation med de sorger og bekymringer, der plager store dele af befolkningen. For det andet har De spaltet nationen.
 

Et mere passende begrebspar havde været ”Gæster” og ”Værter”. Det tyske folk har som værter udvist stor vilje til at hjælpe og vist sig i besiddelse af en betragtelig idealisme. Men De har ikke taget i betragtning og gjort det klart, at værter også har rettigheder. Enhver vært har ret til at bestemme, hvor mange gæster han vil have ind i sit hus. Enhver vært har ret til at bestemme husordenen i sit hus. Enhver vært har ret til at forhindre, at hans hus i længden overtages af gæsterne. Gæsterne har at respektere værtens rettigheder og tilpasse sig forhold og regler i værtslandet. Når dette, grundet den amorfe masse af gæster, ikke er muligt for den enkelte vært at håndhæve, er det værtsstatens pligt at gøre det på sine borgeres vegne. Det har man intet set til under Deres regering. De dekreterer i stedet: ”Tyskland må ændre sig!”

De udviser en uklar holdning til beskyttelsen af vort folks identitet. I 2010 udtalte de på Junge Unions (pendant til konservativ ungdom, red.) Tysklandsdag: ”Forsøget på at indføre multikultur er gået i vasken, fuldstændigt i vasken!” Og nu forsøger De at sælge illusionen, om fordele ved kulturel berigelse gennem indvandring, til det tyske folk. De ved udmærket, at millioner af nytilkomne ikke vil ændre deres oprindelseskultur, så længe de lever i ghettoer i Tyskland.
De ved, at ghettodannelse, ved en tilførsel på to millioner yderligere indvandrere over få år, er uundgåelig. De ved, at disse millioner, gennem de af os tilladte familiesammenføringer, i løbet af få år vil øges til endnu flere. De ved, at de ca. 80 % af indvandrerne, som er muslimer, anser vor retsorden og moralliberalisme for dekadent og ”til at omstyrte”.

I år 2000 og efterfølgende lod De CDU-gruppeformand Friedrich Merz stå tilbage ”i regnen” med sine betragtninger om ”Leitkultur” (bogstaveligt ”ledende kultur”; at tysk kultur skal beholde sin forrang, og at indvandrere skal tilpasse sig – reelt assimilering i stedet for integration, red.), og De tilslutter Dem ikke opfordringerne fra ministerpræsidenterne i hhv. Rheinland-Pfalz og Bayern, om respekt for og forpligtelse på den tyske Leitkultur i vort eget land. Dette begreb er dog kernen i evnen til at optage indvandrere. De burde allerede i år 2000 have gjort Dem den anstrengelse, at have taget debatten om tysk Leitkultur, uagtet modstanden fra flere partier.
Allerede dengang stod det klart, at mange indvandrere f.eks. ikke havde overtaget vore opfattelser af adskillelsen mellem kirke og stat og forholdet mellem mand og kvinde. Også vor forsømmelse af at bruge det tyske sprog i videnskaben, indenfor reklameverdenen og musikken er ikke just et tegn på en selvværdsættelse, som kunne have motiveret indvandrere til ufortrødent at lære tysk. Vor vedblivende selvfremstilling, som hovedsageligt ”det formørkede land med de 12 sorte år“ kombineret med tavshed om århundreders strålende kultur og bedrifter, vidner heller ikke om kærlighed til os selv. Indvandrere, der ser at tyskerne ikke agter og ærer sig selv, ønsker formodentligt ikke at tilhøre et sådant folk. De vil kun have den tyske velstand. De, Fru Dr. Merkel, har, ved at nægte at deltage i den debat om Leitkultur, som Merz lagde op til, gjort den tyske integrationsevne en bjørnetjeneste. De er helt åbenlyst ligeglad med dette vigtige spørgsmål, og derfor er De, i denne tid med masseindvandring fra fremmede kulturer, efter min opfattelse, uegnet som Forbundskansler.

De forsøger at skjule de belastninger, som pålægges os af den massive tilstrømning, bag påståede fordele for den tyske økonomi, for de sociale sikkerhedssystemer og som en kompensation for fødselsunderskuddet blandt etniske tyskere. At angive de forøgede omkostninger til blot 10 milliarder Euro årligt, er rent ud at føre de tyske skatteydere bag lyset. De nye omkostninger udgør meget, meget mere til istandsættelser af beboelser, til langtidslejemål, boligbyggeri, udvidelser af skoler, børnehaver og fængsler, familieforsørgelse, lommepenge, sundhedsomkostninger, familiesammenføringer, øget personale i skoler, børnehaver, arbejdsformidlinger, flygtningemyndigheder, politiet, ansættelse af flere oversættere, socialarbejdere, advokater, ansatte ved domstolene, lærere på sprogkurser og ansatte på plejehjem.
(I sidste udgave af Forbundsregeringens blad ”Deutschland Aktuell” (”Tyskland lige nu”, red.) 4/15 står der på side 12: ”Indvandrere over 65 år hører til de befolkningsgrupper, som vokser hurtigst!” Derefter gøres der opmærksom på, at plejeorganerne må indstille sig på at tackle fremmedsprog og religiøse behov.) Nyere overslag over de samlede, ekstraordinære offentlige udgifter i Tyskland, alene til den øgede indvandring, er i mellemtiden landet på 40 milliarder Euro årligt.

Nyttevirkningen for den samlede økonomi er også relativ. Kun en meget lille del af de nytilkomne kan indrulleres på vort arbejdsmarked. Dem udnytter erhvervslivet. De mindre evnerige må skatteyderne forsørge. Det er en bekræftelse af Hr. Lafontaines ( Fra partiet ”Die Linke,” tidl. ministerpræsident i Saarland, red.) tese: ”Gevinster privatiseres, tab socialiseres!” Tilstrømningen af fremmed arbejdskraft er også i andre henseender tvivlsom. For det først kommer man, i den udstrækning de er kvalificerede, til at mangle deres evner, i de lande de kommer fra, hvilket modarbejder vore bestræbelser på at yde udviklingsbistand. For det andet tjener et lands erhvervsliv i første række dets eget folks behov for beskæftigelse og ernæring. Får erhvervslivet brug for at hverve udenlandsk arbejdskraft, må det være fordi det har opfyldt sit først formål og skaffet fuld beskæftigelse. Dets andet formål, forøgelsen af indtjeningen, bør så holdes op mod de ovenfor nævnte udgifter for skatteyderne.

I øvrigt er andelen, af de nu tilkomne indvandrere, der kan indrulleres på det tyske arbejdsmarked, minimal. Ud af 300 asylansøgere, som i en sydtysk storby forsøgtes gjort i stand til at arbejde i Tyskland, endte kun 6 med at være så arbejdsparate, at de kunne formidles ud på arbejdsmarkedet. I Sigmaringen har erhvervslivet tilbudt uddannelsespladser til 3000 indvandrere, der lever på en tidl. kaserne og hvoraf hovedparten er unge mænd. 8 indvandrere har taget imod tilbuddet. Selv når præsidenten for den tyske arbejdsgiverforening kræver flere udlændinge på arbejdsmarkedet, og i den forbindelse åbenlyst ser mere på de privatiserede gevinster end på de socialiserede omkostninger, advarer hans ligemænd i de tyske handels- og industrikamre mod at nære illusioner om indvandrernes egnethed til det tyske arbejdsmarked. Også Dansk Arbejdsgiverforening har i foråret måttet indrømme, at integrationen af indvandrere på arbejdsmarkedet i det store og hele er en fiasko.

Fødselsunderskuddet er for størstedelens vedkommende et selvforskyldt problem, oparbejdet over de seneste 40 år. Demografer har med stor sikkerhed forudsagt det i årevis. Ingen tysk regering, Deres egen inklusive, har investeret en tilstrækkelig del af den årlige nationale socialindkomst i at fremme ægteskab, familiestiftelse, fødsler, unge familier, børnehavebyggerier og ditto personale. I stedet har De og Deres forgængere bedrevet et checkhæftediplomati med Deres skatteyderes penge. Vi har pumpet penge i lande, som for længst er ophørt med at være underudviklede. Ved næsten enhver rejse, som foretages af tyske toppolitikere, bliver der lovet penge til mindre velhavende lande.
De har på Deres skatteyderes regning reddet Grækenland fra konkurs. Vi er den største nettoyder til EU, uden at drøfte rabatordninger, som Storbritannien har gjort. Der reklameres for såkaldte ”genderrettigheder,” i stedet for at fremstille de naturlige roller som fædre og mødre som attråværdige for unge mænd og kvinder. Her er endnu et punkt, hvor De har svigtet. Fødselsunderskuddet er ganske vidst mestendels Deres forgængeres skyld, men deres gavebod for indvandrere viser tydeligt, at pengene, som kunne have gavnet unge tyske familier, har været til rådighed i Deres embedsperiode.

Ved ikke at beordre tyske flådeskibe, der har reddet nødstedte migranter på Middelhavet, til at sætte de reddede af på en nordafrikansk strand, har De ydet indirekte støtte til menneskesmugleruvæsenet.
Sammen med Deres udsagn til migranterne, om at alle er velkomne, har De også udbredt et usandt budskab til deres eget folk. De påstår, at de nytilkomne er integrerbare. Man får det indtryk, at dette urigtige udsagn, som hele tiden fremsættes i medierne, ligefrem understøttes fra Deres kanslerkontor.
Selvom en del af de senest tilkomne er både integrationsvillige og i stand til at integrere sig, hvad der er gode eksempler på, gælder det ikke hovedparten, som udviser en nedslående mangel på integrationsvilje. Ressourcerne rækker ikke til en jævn fordeling af de nytilkomne blandt alle tyskere. Det ender igen med ”sprogkolonier” og ghettoer, hvor der ved siden af positive skikke også vil blive praktiseret ting, som er uacceptable for os (F.eks. omskæring af piger, tvangsægteskaber, æresdrab og narkohandel). De hidtidige ghettodannelser i Tyskland har (ligesom i England og Frankrig) vist, at ghettoerne tit udvikler sig til problemfyldte bydele, hvor al integration ophører og hvorfra politiet helst holder sig væk. Allerede nu er der tidligere kaserner, som bebos af nytilkomne indvandrere, hvor tysk politi ikke sætter deres ben. Mange indvandreres (manglende) intellektuelle evner og analfabetisme giver i reglen hverken mulighed for deltagelse på arbejdsmarkedet eller for en reel integration i samfundet. Det ender med endnu en klasse af ubemidlede, som er henvist til vedvarende offentlig forsørgelse.

Hovedparten af indvandrerne er muslimer. Mange af dem foragter vor liberale livsstil og afviser den så kategorisk, at de af overbevisning nægter at integrere sig.

Ved mådelig indvandring overtager de få indvandrere erfaringsmæssigt værtslandets sæder og skikke. Ved masseindvandring bibeholdes både hjemlandets noder og unoder som dele af en identifikation med moderlandet. Fru Dr. Merkel, Deres hjælpeløshed overfor masseindvandringen kommer til varigt at skade sikkerheden og den sociale fred i vort land.
Alt det ved De udmærket og De fortier det. De underspiller problemerne, fordi De ikke er udfordringerne voksen. Vær så god at vige pladsen, for en politiker, som er åbenlyst bedre egnet end De er, når det gælder om at løse de aktuelle problemer.

De hæslige ledsagefænomener

Flertallet af de, der kommer til os, er sikkert rare og normale mennesker. Men med så massiv en indvandring på flere millioner kommer der også et betragteligt antal lyssky personer ind i vort land. De udgør en trussel mod vor sociale fred og den indre sikkerhed.

Til de hæslige ledsagefænomener, som den massive indvandring allerede har bragt med sig, hører meget, som allerede er ved at slå rod og brede sig i Tyskland. Indvandrerne har ikke kun deres nød med sig men også sæder og skikke, som er langt mere udbredte i deres kulturkreds end i vor egen, eller som de tror vi vil acceptere i vore liberale lande. På internettet og gennem politifolks og frivillige hjælperes beretninger kan man let oplyse sig derom, mens det så at sige ikke nævnes i tysk presse.

Disse hæslige fænomener er den fortiede del af virkeligheden:

Voldtægter i asylcentrenes nærområder.
Tvangsprostitution i asylcentrene.
Masseslagsmål mellem etniske grupper, religiøse grupper og klaner; med knive, tåregas og slagvåben.
Overfald og trusler mod politiet.
Tiggeri ved gadedøre.
Kirkebesættelser, for at fremtvinge kirkeasyl.
Truende opførsel overfor forbipasserende ved asylcentre, tilråb a´la „lortetyskere!“
Der skubbes til tyske fodgængere på fortove.
Gramseri på kvinder.
Hærværk mod inventaret på asylcentrene.
Flugt fra de anviste lokaliteter, fra tog og busser, for at undgå lovlig registrering.
Højlydt og truende adfærd, hvis forplejningen ikke svarer til forventningerne.
Klager over læger, fra migranter, over at skulle vente på behandling, på lige fod med tyske patienter.
Migranter, der nægter at accepterer kvinder som myndighedspersoner.
Organiseret købsbedrageri over internettet, begået fra asylcentre.
Migranter, der nægter at betale deres indkøb i forretninger.

At denne opremsning iflg. de hidtil vanlige regeringskommentarer er udtryk for ”fremmedfjendtlighed“, siger mere om regeringens forhold til virkeligheden, end det gør om opremsningen. Og selv hvis de opremsede hæsligheder skulle være forholdsvis sjældne, så udgør disse undtagelser, ud af en mængde på omkring 2 millioner nytilkomne, et problem, der belaster forholdet mellem gæster og værter betydeligt.

Til disse hæsligheder hører endvidere også et beklageligt demokratitab i Tyskland. Det bunder dels i grove forsyndelser imod retten til menings- og ytringsfrihed og imod den vestligt-kristne forståelse af sandfærdighed. Dels hænger det sammen med det tab af tillid til partiernes, regeringens, parlamentets og pressens redelighed, som efterhånden præger en stor del af vort folk.
Borgernes bekymringer, over de pludseligt opståede belastninger og farer, bliver mødt med skældsord som ”racisme, udlændingefjendtlighed og højreekstremisme.” De har selv talrige gange bidraget til at forgifte debatklimaet og strangulere den frie meningsytring i Tyskland, ved at fremkomme med sådanne bemærkninger.
Politifolk og lærere af begge køn har trods mundkurve fortalt mig om forholdene, der knytter sig til migrantproblemet. De ansatte i en butikskæde har officielt fået forbud mod at nævne og anmelde tyverier, begået af indvandrere, for at kæden ikke skal blive beskyldt for fremmedfjendtlighed. Det er alt sammen forhold, som vi normalt plejer at påpege og kritisere hos stater med autoritære regimer.
Tabet af tiltro hidrører fra den filtrerede og forskønnede pressedækning af såvel indvandringens skyggesider, som de horrible omkostninger, forbundsstaten, forbundslandene, kommunerne og socialsystemerne ville komme til at bære for tid og evighed. Den komplette løgn begynder som bekendt med den halve sandhed.

 

Nærliggende farer

Ved en fortsat hurtigt tiltagende indvandring er det forudsigeligt, at mange af indvandrernes mest vidtgående håb og forventninger ikke kan opfyldes. Det vil på et tidspunkt føre til utilfredshed. Allerede nu har der været tilfælde af interne kampe blandt indvandrerne, om fordelingen af goder, samt af krav til de tyske myndigheder. Hjælpeorganisationer, hjælpere, sikkerhedsfolk og politiets fagforbund peger på, at der er ved at opstå kriminelle strukturer, hvor migranterne opholder sig. I adskillige kaserner, hvor der dels opholder sig migranter, dels soldater, oplagres der samtidigt våben. Det kan derfor ikke udelukkes, at migranter vil skaffe sig adgang til våbenlagre og så at sige sætte magt bag deres krav. Det vil give politiet og forbundshæren problemer, som knapt kan løses indenfor de gældende lovgivningsmæssige rammer.

Selvom pressen foretrækker at vise billeder af kvinder og børn, er hovedparten af migranterne unge, sunde mænd. Disse mænd har ladt deres kvinder tilbage i hjemlandene. En del af dem vil derfor på et tidspunkt begynde at betjene sig seksuelt i Tyskland.

Når de migranter, der nu befinder sig i centre og på kaserner fordeles ud på byer og landsbyer, vil vort folk blive konfronteret med farerne.

Ud over den ønskede tilgang af arbejdskraft og den selvfølgelige modtagelse af berettigede asylansøgere (iflg. folkeretten) er der en række forudsigelige negative følger og ledsagefænomener til den aktuelle masseindvandring. De har ved aflæggelsen af deres embedsed forpligtet Dem til at ville afværge skader, der kan ramme det tyske folk. Denne pligt omfatter også pligten til ved rettidig omhu at sørge for, at sådanne negative følgefænomener ikke kommer til at skade det tyske folk fremover.

Disse forudsigelige negative følger er:

Yderligere flygtningestrømme fra Afghanistan, Irak, Syrien og Tyrkiet, der vil bidrage til flere og mere omfattende parallelsamfund.

Forøgelse af antallet af ”retsløse zoner”, hvor tysk politi ikke mere kommer.

Overførsel, fra migranternes hjemlande, af borgerkrigslignede interne konflikter, til Tyskland.

Forøgelsen af antallet og størrelsen på terroristiske, ekstremistiske og antisemitiske grupper i Tyskland.

Tiltagende organiseret kriminalitet.

De finansielle belastninger, som vore efterkommere må trækkes med for tid og evighed.

At der ikke længere betales af på den offentlige gæld.

Overbelastning af socialforsikringsvæsenet.

Overbelastning af sundhedssystemet.

Bolignød i overbefolkede byområder, med lejestigninger til følge.

Fortrængning af de svageste etniske tyskere fra arbejdsmarkedet.

Belastning af skoler og universiteter.

Fortrængning af den tyske liberale og kristlige Leitkultur.

Udbredelsen af islamisk retsopfattelse.

At balancen tippes, mellem de oprindelige, kristeligt bekendende indbyggere, og tilkommende islamisk bekendende indvandrere, med helt forudsigelige konsekvenser for ret og skikke i Tyskland.

Andres udsagn

Tidl. Forbundskansler Helmut Schmidt: ”Vi kan ikke fordøje flere indvandrere, det ender med mord og drab!“ 
Den tidligere dommer ved forfatningsdomstolen i Karlsruhe, Udo Di Fabio: ”Det vi oplever nu er jo ikke en strøm af asylberettigede. Man kan strengt taget slet ikke ankomme som flygtning til Tyskland ad landevejen, fordi § 16 (a) i Grundloven ikke regner indrejsende fra sikre tredjelande til de asylberettigede…Sådan set er det ikke asylberettigede, der stormer hertil…de er indvandringsvillige, men de færreste af dem har et subjektivt krav på asyl.”
En tysk diplomat i Afrika: ”De unge mænd fra Eritrea skulker stort set alle fra værnepligt eller er desertører!”
Formanden for den tyske biskopskonferens, Kardinal Reinhard Marx, forlanger: ”Tyskland må ikke udvikle sig til en ø af velstand.”
Biskoppen af Szeged-Csanád (Ungarn) László Kiss-Rigó: ”Det er ikke flygtninge. Det er en invasion. De kommer her med råbet: Allahu Akbar og vil erobre os.”
Ærkebiskoppen af Mossul (Irak) Amel Shimon Nona til Europa: ”Sådan som vi (kristne i Mellemøsten) nu lider er en forsmag på hvordan I (Europas kristne) vil komme til at lide.”

Deres fire tiltag

Den 4. oktober 2015 bekendtgjorde De følgende fire tiltag, til overkommelse af masseindvandringen:

Bekæmpelse af årsagerne til flugt. Det har man forgæves forsøgt igennem 50 år i Afrika. Den stedlige befolkningseksplosion, med en årlig tilvækst på 30 millioner mennesker, vil også stikke en kæp i hjulet for fremtidige forsøg af lignende slags.

En ”retfærdig” fordeling af indvandrerne på Europas stater. Det vil flertallet af staterne afvise, med udgangspunkt i deres negative erfaringer, med de allerede eksisterende mindretal af fremmed nationalitet.

Begrænsning af tilstrømningen til Europa. Med de nuværende metoder er det fuldstændigt umuligt ved Europas grænse til Middelhavet.

Sætte fart på behandlingen af asylsagerne. Uden at afskaffe retten til anke i tre instanser og luge ud i de utallige forhindringer for hjemsendelse er det så at sige virkningsløst.

De har helt tydeligt ingen plan for endegyldigt og effektivt at stoppe folkevandringen på ”ruten til velstand og sikkerhed.”
Deres tiltag er illusioner og kosmetik. Det vil hverken udtørre flodbølgen af migranter eller føre de afviste asylansøgere hjem til deres egne lande. Deres krav om en europæisk løsning er nytteløs og dertil Deres måde at trække tingene ud for at overleve politisk. Dette spil spiller De til skade for det tyske folk, hvis interesser De burde varetage.
Deres så tit gentagne ”vi skal nok klare det” får Dem til at lyde som en bilist, der vægrer sig mod at vende bilen i en blindgyde.

De nødvendige tiltag

Jeg vil foreslå en ny regering, at den sætter Grundlovens §§ 6 og 16, alle andre love, FN-konventioner, EU-forordninger og nationale forordninger, som hindrer en løsning, ud af kraft, grundet ”bristede forudsætninger”, indtil problemet er bragt under kontrol.
De ”bristede forudsætninger” ligger deri, at der ved vedtagelsen af de nævnte love og konventioner ikke blev taget højde for en regulær folkevandring, som den der har udløst den aktuelle europæiske nødsituation. De seneste måneders erfaringer viser, at andre stater i Europa overvejer hvordan de kan gå ad lignede veje.
Borgerne i de ikke-tyske stater er mere interesserede i deres nationale interesser og identiteter, end folk i Tyskland og Østrig, som langt hen ad vejen har mistet deres nationale og kristne identitet. Derfor er et sådant forehavende realistisk.
Jeg foreslår endvidere aktivt at lægge hindringer i vejen for flygtningestrømmen, indførelse af lynbehandling af asylansøgninger, kun at tage krigsflygtninge fra kampområder, samt at repatriere
hovedparten af de nyligt tilkomne indvandrere hurtigst muligt.
 

Til det anbefaler jeg:

At asylretten igen praktiseres efter den oprindeligt formulerede kerne i Grundloven, sådan at retten til familiesammenføring og retten til efterprøvning af asylafgørelser i flere instanser slettes fra Grundloven, (kun sådan kan asylafgørelser i Schweiz i reglen træffes indenfor 48 timer), at sagsbehandlingen af ansøgninger fra afrikanske asylsøgere forlægges til Nordafrika eller til deres oprindelseslande, at indvandring med skib over Middelhavet stoppes efter australsk forbillede, (Australiens regering har indrykket annoncer og tv-reklamer i alle indvandrernes oprindelseslande, hvor det bekendtgøres, at asylansøgning skal ske over de australske ambassader, og at bådflygtninge normalt afvises og tilbagesendes. Den australske marine tager flygtningebåde og -skibe på slæb og trækker dem til den nærmeste kyst), at personer fra de balkanstater, der ikke er medlemmer af EU, og personer fra asiatiske fattigdoms- og uroområder kun får mulighed for at søge asyl ved de tyske repræsentationer i deres lande, at disse personer i tilfælde af illegal indvandring til Tyskland øjeblikkeligt repatrieres, hvis de opdages, samt at denne praksis bekendtgøres i de respektive stater og områder, at kun asylansøgere fra krigsområder, som for tiden Syrien, får behandlet deres sager som hidtil, dog ikke hvis de kommer fra lejre udenfor de stater, hvori der er krig, at flygtninge fra krigsområder må udrejse så snart kamphandlingerne er indstillet, med mindre de i mellemtiden har opholdt sig i Tyskland i mere end 5 år, at migranter og asylansøgere i tilfælde af grove straffelovsovertrædelser øjeblikkeligt udvises sammen med deres familier, at indvandringen styres efter canadisk forbillede, (indvandrere udvælges efter det eventuelle tyske behov for indvandring, efter deres tyskkundskaber, erhvervserfaring, uddannelsesniveau og alder. Australien og Danmark har indført lignende kriterier), at alle socialydelser, på nær enkepension og ydelser til forældreløse, til indvandreres slægtninge i hjemlandene sløjfes, samt at hjælpen til etniske tyskere ved indgåelse af ægteskab, ved fødsler, boligbyggeri til unge ægtepar og anskaffelse af dyre apparater til familiehusholdningerne øges kraftigt.

Jeg opfordrer Dem endnu engang til at træde tilbage og ikke stå i vejen for en løsning af folkevandringsproblemet.

Med venlig hilsen
Deres

Gerd Schultze-Rhonhof

 

Kilde: https://www.compact-online.de/bitte-treten-sie-zurueck-zweiter-offener-brief-von-generalmajor-a-d-gerd-schultze-rhonhof-an-angela-merkel/