EU

6. En historisk gennemgang

28.12.2005 PVJs EU-brev nr. 6 Forfatter: Poul Vinther Jensen Uagtet om man er for eller imod Danmarks medlemskab af EU, må enhver, der følger EUs udvikling, erkende, at der har været en stor dynamik i EU-samarbejdet både før og efter Danmarks indtræden i EF den 1. januar 1973. På det tidspunkt var det hovedsageligt de gamle europæiske stormagter, der dominerede samarbejdet. Det var Frankrig, Italien og Tyskland. Holland, Belgien og Luxembourg måtte leve med Paris-Bonn-aksen.  Gamle kolonimagter med en anden historie end Danmarks. Frygten for, at Danmark ville blive tilsidesat som et lille land, var til stede i debatten op til folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Sådan er det ikke gået!!! EU er blevet udvidet op til flere gange, og Europa-Parlamentet er i dag en stærk kontrollerende faktor, som EU-institutionerne gør klogt i at regne med. Det er i dag den folkelige, - og demokratiske garant for, at alle lande i EU har samme rettigheder og pligter. Dernæst, er ”Subsidaritetsprincippet” - også kaldet nærhedsprincippet - blevet en fast regel i EUs forvaltning. Det indebærer, at EU og dets institutioner kun skal handle på områder, hvor den påtænkte handling er mere effektiv på EU-plan end på nationalt eller lokal plan. Et princip, der blev indskrevet i Maastricht-traktaten. Hvis et medlemsland mener, at en EU-retsakt er i strid med subsidaritetsprincippet, kan det på vegne af det nationale parlament anlægge en sag ved EU-domstolen for at få annulleret retsakten. Dette er en klar sikring for den nationale selvbestemmelse. EU er ikke længere en klub for gamle central-europæiske industrilande, men et bredt europæisk samarbejde imellem store og små lande. Derfor er ”Danmark ud af EU” set fra min vinkel ikke længere et politisk gangbart slogan.!! Det er som EU-parlamentarikeren Jens Peter Bonde engang har sagt ”en død sild”. Men en vågen og kritisk opposition til, hvad der kommer fra Kommissionen i Bruxelles, er til stadighed af stor politisk værdi! Dette er opgaven for EU-modstanden nu og i tiden fremover!!   Ud af EU kommer Danmark ikke!!! Jeg skal her komme med en beskrivelse af EU´s udvikling igennem de 57 år, processen har stået på. En udvikling, der viser at EU-samarbejdet er ganske omfattende - og fremdeles under udvikling. Som kildegrundlag de næste 9 sider, har jeg valgt ”Europa i 12 lektioner”, som er udarbejdet af Pascal Fontaine, tidligere assistent for Jean Monnet og professor ved Institut d`etudes politiques i Paris.   1948. 7.-11. maj Haag-kongressen: Over tusinde delegerede fra ca. 20 europæiske lande drøfter nye former for samarbejde i Europa. De går ind for, at der oprettes en ”europæisk forsamling”.   1949. 27.-28. januar Som resultat af Haag-kongressen oprettes Europarådet, som får hjemsted i Strasbourg. Samme år påbegyndes udarbejdelsen af den europæiske konvention om menneskerettigheder, som underskrives i Rom i 1950 og træder i kraft i september 1953. I løbet af nogle år bliver næsten alle europæiske lande medlemmer af Europarådet.   1950. 9. maj Den franske udenrigsminister Robert Schuman foreslår i en tale, der er inspireret af Jean Monnet (fransk politiker), at Frankrigs og Forbundsrepublikken Tysklands kul- og stålressourcer gøres til fælles anliggende i en organisation, der står åben for de andre lande i Europa. Da denne dato kan betragtes som Den Europæiske Unions fødselsdag, fejres den 9. maj nu hvert år som ”Europadagen”   1951. 18. april De Seks – Belgien, Tyskland (Forbundsrepublikken), Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland – underskriver i Paris traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Den træder i kraft 23. juli 1952 for en periode på 50 år.   1955. 1.-2. juni På et møde i Messina beslutter udenrigsministrene for De Seks, at den europæiske integration skal omfatte alle økonomiske områder.   1957. 25. marts I Rom underskriver De Seks traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Euratom. De træder i kraft 1. januar 1958.   1960. 4. januar På Det Forenede Kongeriges initiativ underskrives Stockholm-konventionen om oprettelse af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som består af en række europæiske lande, der ikke er medlemmer af EØF.   1962. 30. juli En fælles landbrugspolitik træder i kraft.   1963. 14. januar På en pressekonference oplyser præsident Charles de Gaulle, at Frankrig vil nedlægge veto over for Det Forenede Kongeriges ( Storbritannien) optagelse i De Europæiske Fællesskaber. 20. juli I Yaounde underskrives en associeringsaftale mellem Fællesskabet og 18 afrikanske lande.   1965. 8. april En traktat om oprettelse af fælles udøvende organer for de tre Fællesskaber (EKSF, EØF, EURATOM) underskrives. Den træder i kraft 1. juli 1967.   1966. 29. januar ”Luxembourg-forliget”. Efter en politisk krise accepterer Frankrig at genindtage sin plads i Rådet, til gengæld for at enstemmigheds-princippet opretholdes, når ”vitale interesser” står på spil.   1968. 1. juli Halvandet år før tiden ophæves tolden på industriprodukter mellem medlemsstaterne, og den fælles ydre toldtarif indføres.   1969. 1.-2. december På topmødet i Haag beslutter stats- og regeringscheferne at arbejde videre med den europæiske integration.   1970. 22. april I Luxembourg underskrives traktaten om den progressive finansiering af Fællesskaberne ved hjælp af ”egne indtægter” samt øgede kontrolbeføjelser til Europa-Parlamentet.   1972. 22. januar I Bruxelles underskriver Danmark, Irland, Norge og det Forenede Kongerige traktaterne om tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber.   24. april De seks medlemsstater beslutter, at deres valutaer højst må svinge 2,25% i forhold til hinanden. Dette samarbejde kaldes ”valutaslangen”.   1973. 1. januar Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige tiltræder De Europæiske Fællesskaber, som derefter tæller ni medlemsstater (i Norge har befolkningen ved en folkeafstemning stemt nej til medlemskab).   1974. 9.-10. december Topmøde i Paris, hvor de ni stats- og regeringschefer beslutter at mødes regelmæssigt tre gange årligt som Det Europæiske Råd. Samtidig giver de grønt lys for direkte valg til Europa-Parlamentet og bliver enige om at oprette Den Europæiske Fond for regionaludvikling.   1975. 28. februar I Lomè underskrives en konvention (Lomé 1) mellem Fællesskabet og 46 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS). 22. juli Underskrivelse af den traktat, der giver Europa-Parlamentet større beføjelser og indebærer oprettelse af Den Europæiske Revisionsret. Denne traktat træder i kraft 1. juni 1977.   1978. 6.-7. juli Topmøde i Bremen, hvor Frankrig og Tyskland (Forbundsrepublikken) foreslår at puste nyt liv i valutasamarbejdet, ved at der oprettes et europæisk monetært system (EMS), der skal erstatte ” valutaslangen”. EMS træder i kraft 13. marts 1979.   1979. 28. maj Akterne om Grækenlands tiltrædelse af Fællesskabet underskrives.   7. og 10. juni Første almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet, der består af 410 medlemmer.   1981. 1. januar Grækenland tiltræder Det Europæiske Fællesskab, som derefter tæller ti medlemsstater. 14. og 17. juni Andet almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.   1985. 7. januar Kommissionen med Jacques Delors som formand tiltræder (1985-1995). 12. juni Akterne om Spaniens og Portugals tiltrædelse af Fællesskabet underskrives. 2.-4. december På Det Europæiske Råds møde i Luxembourg bliver de ti medlemsstater enige om at revidere Rom-traktaten og sætte skub i den europæiske integration ved at udarbejde den europæiske fælles akt. Dette baner vejen for oprettelsen af det indre marked i 1993.   1986. 1. januar Spanien og Portugal tiltræder De Europæiske Fællesskaber, som derefter tæller 12 medlemsstater. 17. og 28. februar Den europæiske fælles akt underskrives i Luxembourg og Haag. Den træder i kraft 1. juli 1987.   1987. 15. juni Start på Erasmus-programmet, som har til formål at støtte unge europæere, der ønsker at studere i andre europæiske lande.   1989. 15. og 18. juni Tredje almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet. 9. november Berlin-murens åbning. 9. december   I Strasbourg beslutter Det Europæiske Råd at indkalde til en regeringskonference om Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og den politiske union.   1990. 19. juni Underskrivelse af Schengen-aftalen, som har til formål at ophæve grænsekontrollen mellem EF-medlemsstaterne. 3. oktober De to Tysklande genforenes. 14. december I Rom begynder regeringskonferencen om ØMU og den politiske union.   1991. 9.-10. december Det Europæiske Råd i Maastricht vedtager en traktat om Den Europæiske Union. Den tilvejebringer grundlaget for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et tættere samarbejde inden for retlige og indre anliggender og oprettelsen af en økonomisk og monetær union, herunder fælles valuta. Med regeringssamarbejdet på disse områder, som tilføjes det eksisterende fællesskabssystem, skabes Den Europæiske Union (EU). EØF omdøbes til ”Det Europæiske Fællesskab (EF).   1992. 7. februar Traktaten om Den Europæiske Union underskrives i Maastricht. Den træder i kraft 1. november 1993.   1993. 1. januar Det indre marked træder i kraft.   1994. 9. og 12. juni Fjerde almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet. 24.-25. juni På Det Europæiske Råd i Korfu underskrives akterne om Østrig, Finlands, Norges og Sveriges tiltrædelse af EU.   1995. 1. januar Østrig, Finland og Sverige tiltræder EU, som derefter tæller 15 medlemsstater (i Norge har befolkningen ved en folkeafstemning stemt nej til medlemskab). 23. januar Kommissionen med Jacques Santer som formand tiltræder (1995-1999). 27.-28. november På Euro-Middelhavs-konferencen i Barcelona etableres et partnerskab mellem EU og landene syd for Middelhavet.   1997. 16.-17. juni På Det Europæiske Råd i Amsterdam vedtages en traktat, som giver Den Europæiske Union nye kompetencer. 2. oktober Amsterdam-traktaten underskrives. Den træder i kraft 1. maj 1999.   1998. 30. marts Tiltrædelsesprocessen indledes for de nye kandidatlande. Denne proces omfatter Cypern, Malta og ti central- og østeuropæiske lande. 3. maj Det Europæiske Råd i Bruxelles beslutter, at 11 EU-medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland) opfylder betingelserne for indførelse af den fælles valuta pr. 1. januar 1999. Grækenland vil tilslutte sig senere. 31. december Uigenkaldelig fastlåsning af omregningskurserne mellem euroen og valutaerne i de medlemsstater, der indfører euroen.   1999. 1. januar Starten på tredje fase af ØMU: 11 EU-landes valutaer erstattes af euroen. Den fælles valuta introduceres på pengemarkerne. Fra dette tidspunkt er Den Europæiske Centralbank (EBC) ansvarlig for EUs monetære politik, som formuleres og gennemføres i euro. 24.-25. marts Det Europæiske Råd i Berlin vedtager den finansielle ramme for EU-budgettet for perioden 2000-2006 inden for rammerne af Agenda 2000. 3.-4. juni Det Europæiske Råd i Köln beslutter at nedsætte et konvent, som skal udarbejde et europæisk charter om grundlæggende rettigheder. Medlemmerne af konventet er repræsentanter for EUs stats- og regeringschefer og Europa-Kommissionens formand. Javier Solana udnævnes til højtstående repræsentant for EUs fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). 8. og 13. juni Femte almindelige valg til Europa-Parlamentet. 15. september Kommissionen med Romano Prodi som formand tiltræder (1999-2004). 15.-16. oktober Det Europæiske Råd i Tammerfors beslutter at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i EU. 10.-11. december Det Europæiske Råd i Helsingfors har hovedvægten lagt på udvidelsen. Tyrkiet anerkendes officielt som et kandidatland, og det besluttes at videreføre forhandlingerne med de øvrige 12 kandidatlande.   2000. 23.-24. marts Det Europæiske Råd i Lissabon udarbejder en strategi med henblik på at fremme beskæftigelsen i EU, modernisere økonomien og styrke den sociale samhørighed i et videnbaseret Europa. 7.-8. december Det Europæiske Råd i Nice når til enighed om teksten til en ny traktat, som ændrer EUs beslutningssystem, således at EU vil være klar til udvidelsen. EU-chartret om grundlæggende rettigheder proklameres højtideligt af formændene for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.   2001. 26. februar Nice-traktaten underskrives. Den træder i kraft 1. februar 2003. 14.-15. december Det Europæiske Råd i Laeken vedtager en erklæring om EUs fremtid, som baner vej for de fremtidige vigtige reformer af EU og nedsættelsen af et konvent, der skal udarbejde et udkast til en europæisk forfatning. Valéry Giscard d`Estaing udpeges til formand for konventet.   2002. 1. januar Eurosedler og -mønter tages i brug i eurolandene. 31. maj Alle 15 medlemsstater ratificerer på samme tid Kyoto-protokollen – international aftale til nedbringelse af luftforurening. 21.-22. juni Det Europæiske Råd i Sevilla når til enighed om en EU-politik om asyl og indvandring. 13. december Det Europæiske Råd i København når til enighed om, at ti af kandidatlandene (Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, og Ungarn) Kan tiltræde EU den 1. maj 2004. Bulgarien og Rumænien forventes at tiltræde EU i 2007. Det besluttes, at der kan indledes forhandlinger med Tyrkiet, hvis Det Europæiske Råd i december 2004 på grundlag af en rapport og en henstilling fra Kommissionen beslutter, at Tyrkiet opfylder ”Københavnskriterierne”.   2003. 16. april Tiltrædelsestraktaten mellem EU og Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn underskrives i Athen. 10.juli Konventet om Europas fremtid afslutter arbejdet med at udarbejde et udkast til en europæisk forfatning. 4. oktober Indledning af den regeringskonference, der har til opgave at færdiggøre forfatningstraktaten.   2004. 1. maj Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn tiltræder EU. 10.og 13. juni Sjette almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet.   Efterfølgende er den ny traktat som bekendt blevet nedstemt i Frankrig og Holland. En traktat, som efter mit bedste skøn er et skridt i den rigtige retning, - det vil sige i konføderal retning, - eller om man vil på den mellemfolkelige kurs.   EU træder derfor vande nu. Men ét er sikkert. EU-samarbejdet vil fortsætte, og der kommer utvivlsomt en ny traktat om et par år. Det er nødvendigt for Europa. Stærkt nødvendigt!! Beskæftigelsen i Europa er lavere end i USA og Japan. EU-landene har en arbejdsløshed på over 19 millioner. Store europæiske koncerner flytter fabrikker til Kina, Indien og andre lande. De europæiske universiteter er bagud med forskningsmidler, og kun to britiske universiteter er med på den globale top-20-liste, - men ingen nordiske. USA investerer næsten dobbelt så meget som EU-landene på forskning og udvikling. EU-Kommissionen anslår, at EU-landene må investere 150 milliarder euro mere om året på videregående uddannelser for at nå USAs niveau. Hvis ikke vi er klar over, at Europas fremtid skal være baseret på et vidensamfund, skal virkeligheden nok læse os teksten. 16 procent af de unge i EU dropper ud af skolen. 20 procent af de 15-årige europæere har læseproblemer. Dertil kommer et kæmpe problem med flere millioner muslimske indvandrere, der hverken kan eller vil være en del af Europa eller dets værdigrundlag. Det er barske kendsgerninger. Derfor skal EU styrkes så meget som muligt. Det er den eneste båd, vi som europæere har at sejle i!!!  Kilder: Europa i 12 lektioner Af Pascal Fontaine, tidligere assistent for Jean Monnet og professor ved Institut d`ètudes politiques, Paris Serien Europæisk dokumentation Luxembourg: kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer.  - - -

5. EU-Kommissionen

21.12.2005 PVJs EU-brev nr. 5 Forfatter: Poul Vinther Jensen EU-kommissionen er ikke noget, der siger eller interesserer den menige europæer ret meget. Men ikke desto mindre er det et magtfuldt forum, der berører alle europæers dagligdag. Sat lidt på spidsen, er det en fælles regering for EU, som dagligt udsender ordrer og henstillinger til de nationale regeringer og parlamenter. Det er som i det gamle romerrige, hvor der udgik en befaling fra kejser Augustus i Rom (63 f.Kr.-14 e.Kr). Nu udgår der en befaling fra EU-Kommissionen i Bruxelles. Men i dag er der demokratisk valgte europæere, der har magt til at afsætte Kejseren (Kommissionen). Det gør en forskel !! EU-kommissionen er EUs udøvende myndighed og initiativtager til lovforslag.   Kommissionen har fire hovedopgaver: 1.      at fremsætte forslag til lovgivning til EU-Parlamentet og Rådet. 2.      at forvalte og gennemføre EUs politikker og budget. 3.      at håndhæve EUs love (sammen med EU-Domstolen). 4.      at repræsentere EU internationalt, - for eksempel ved at forhandle aftaler mellem EU og andre lande.   Arbejdsområderne er ret omfattende: Det gælder følgende områder: Beskatning og Toldunion. Beskæftigelse, Sociale Anliggender og Arbejdsmarkedsforhold. Energi og Transport. Erhvervspolitik. Fiskeri. Forskning. Det Fælles Forskningscenter. Det Indre Marked. Informationssamfundet. Konkurrence. Landbrug. Miljø. Regionalpolitik. Retlige og Indre Anliggender. Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Uddannelse og Kultur. Økonomiske og Finansielle Anliggender.   Eksterne forbindelser: Handel. Kontoret for Humanitær Bistand. Samarbejdskontoret EuropeAid. Udvidelse. Udvikling.   Generelle interne tjenester: Budget. Eurostat. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig. Finanskontrol. Den Fælles Tolke- og Konferencetjeneste. Generalsekretariatet. Intern Revisionstjeneste. Juridisk Tjeneste. Oversættelsestjenesten. Personale og administration. Den Politiske Konsulentgruppe. Presse og Kommunikation. Publikationskontoret.   Til at styre alle disse områder, er der ansat ca. 24.000 EU-tjenestemænd, der hovedsageligt arbejder i Bruxelles. Men ca. 2000 af dem arbejder i Luxembourg, hvor bl.a. EU-Domstolen holder til. Derudover har EU-Kommissionen repræsentationer i alle EU-lande, - og alle EU-lande har repræsentationer hos EU i Bruxelles. Dertil kommer tusindvis af private lobbyister. EU-Kommissionen har samtidig over 100 delegationer overalt i verden. Som man kan se, er det et stort mellemstatsligt samarbejde med et budget på over 100 milliarder EUR om året Heraf bruges der omkring 5 milliarder EUR til at drive EUs institutioner pr år. EU-Kommissionen er en politisk uafhængig institution, der alene skal fremme EUs interesser. Den er ”traktaternes vogter” og skal sikre, at de forordninger og direktiver, der vedtages af Rådet og parlamentet, gennemføres. Er dette ikke tilfældet, kan kommissionen indbringe sagen for EU-Domstolen for at få den pågældende part til at overholde EU-lovgivningen. Der udpeges en ny Kommission hvert femte år senest seks måneder efter valg til Europa-Parlamentet Medlemsstaternes regeringer bliver enige om, hvem der skal være ny formand for Kommissionen. Den kommende formand for Kommissionen vælger - efter drøftelse med medlemsstaternes regeringer - de øvrige medlemmer af Kommissionen. Det nyvalgte Europa-Parlament afholder herefter en høring med alle kommissærerne og fremsætter sin udtalelse om hele Kommissionen. Hvis den nye Kommission godkendes, kan den officielt påbegynde arbejdet den følgende januar. Den nuværende kommissions embedsperiode er fra 2004-2009. Kommissionen er politisk ansvarlig overfor Europa-Parlamentet. Parlamentet skal bl.a. godkende Kommissionens budget og har mandat til at udstede et mistillidsvotum. Sker det, må Kommission omgående træde tilbage. Det er kun sket en gang. Det var Jacques Santer-Kommissionen, der den 16. marts 1999 trådte samlet tilbage. Det var den Kommission, Ritt Bjerregaard var medlem af. Europa-Parlamentet i Strasbourg er ofte blevet kaldt et ”parade-parlament” uden politisk indflydelse og med et enormt pengeforbrug. Det sidste er korrekt. Det er en god beskæftigelse i Strasbourg at drive udsøgte spiserestauranter, og pels-forretninger. Men når det gælder indflydelse, er det på ingen måde tilfældet!!! Parlamentet sidder inde med det ”sidste stik” over for den siddende Kommission, - nemlig når EU-budgettet skal godkendes. Og denne præference bruges helt og fuldt. Derfor er EU-Kommissionen til stede ved alle Parlamentets møder. Her skal den forklare og begrunde sine politikker og besvare skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Europa-Parlamentets medlemmer. I den ny EU-traktat bliver Parlamentet styrket ganske betydeligt.

4. EU-Traktaten i forhold til tidligere traktater

14.12.2005 PVJs EU-brev nr. 4 Forfatter: Poul Vinther Jensen I Danmark har der lige fra begyndelsen af den første EU-debat i tresserne og efterfølgende ved folkeafstemningen i oktober1972 været en stor og sund skepsis overfor  EU-medlemskabet. Det var især Rom-traktaten, mange var usikker på. Den talte om et samarbejde, der skulle gøres snævrere og så forpligtigende som muligt. I Romtraktaten var der ikke nedfældet nogen regel om udmeldelses betingelser. Det gjorde mange utrygge ved EU. Rom-traktaten blev vedtaget i 1957, som traktat for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Romtraktaten afløste Paris-traktaten fra 1951, som var traktat for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Efterfølgende kom Den europæiske fælles akt 1986 og i 1992 traktaten om Den Europæiske Union, også kaldet Maastricht- traktaten. Så fulgte Amsterdam-traktaten i 1997 og i 2001 Nice-traktaten, som er den traktat, EU bliver administreret efter nu i 2005. I Nice-traktaten er der heller ikke nogen regler for udmeldelse. Det er der til gengæld i den ny forfatningstraktat. Men det har altid været sådan for Danmark, at hvis blot 90 mandater i Folketinget stemmer for en udmeldelse, er der ingen magt i verden, der kan tvinge Danmark til at forblive som medlem i EU. Viggo Hørups mantra ”Intet over og intet ved siden af Folketinget” står stadig ved magt!!! Det er tilfældet i 2005, - også hvis den ny forfatningstraktat træder i kraft om et par år eller tre. Så det er helt frivilligt, om Danmark skal være en del af EU. Hvis jeg skal fremhæve noget af det, jeg betragter som mellemfolkelige og demokratiske fremskridt ved den ny forfatningstraktat, er det bl.a. de nationale parlamenters ret til at blande sig direkte i Kommissionens arbejde. Som noget nyt får de nationale parlamenter bedre muligheder for at kontrollere, at nærheds-princippet overholdes. Det sker gennem et tidligt varslingssystem (der kaldes et gult kort til Kommissionen). De nationale parlamenter kan fremsende en begrundet udtalelse inden for de første 6 uger efter, at et forslag til retsakt er blevet fremsendt. Herefter er Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet forpligtigede til at tage hensyn til udtalelsen. Et nationalt parlament står stærkere, hvis det kan få mindst en tredjedel af de nationale parlamenter i EU til at klage over, at et bestemt EU-lovforslag krænker nærheds-princippet Hvis dette er tilfældet, er Kommissionen forpligtiget til at genoverveje forslaget. Rent juridisk er Kommissionen ikke forpligtiget til at ændre forslaget. Men det vil naturligvis gøre et vist indtryk, hvis en tredjedel af de nationale parlamenter ikke er tilfredse med et forslag. I det retlige samarbejde, i kriminalsager eller politisamarbejdet sænkes kravet for at aktivere `det gule kort` til at skulle omfatte en fjerdedel af de nationale parlamenter. Samtidig får de nationale parlamenter også en rolle i forhold til domstolskontrollen med overholdelsen af nærheds-princippet. Et medlemsland kan på vegne af et nationalt parlament anlægge en sag ved Domstolen for at få annulleret en EU-retsakt, hvis den er i strid med nærhedsprincippet. De nationale parlamenter modtager fremover dokumenter og forslag fra Kommissionen  - samtidig med, at disse oversendes til Rådet og Europa-Parlamentet. Rådet og Europa-Parlamentet sender ligeledes sine udkast til retsakter direkte til de nationale parlamenter. Som det er i dag, er det i Danmark alene Udenrigsministeriet, som er ansvarligt for at oversende EU-dokumenter. Ved fremtidige større ændringer af forfatningstraktaten skal Det Europæiske Råd indkalde et konvent – bestående af blandt andre nationale parlamentarikere. Som man kan se, er de nationale parlamenter noget afgørende i EU. Det er her, der er sket et fremskridt i forhold til tidligere traktater. Ovenstående tiltag er det, jeg forstår ved et ligeværdigt mellemfolkeligt samarbejde imellem 25 europæiske nationaliteter. I en verden, hvor den`hvide befolkning` med de europæiske værdibegreber som samlingspunkt bliver en minoritet i løbet af få ¨årtier, er det tid til vestlig og europæisk samling!! Her er EU p.t. det - eneste - konkrete mødested for de europæiske folk.

3. Rådet for Den Europæiske Union

06.12.2005 PVJs EU-brev nr. 3 Forfatter: Poul Vinther Jensen Selvom EU det seneste årti har bevæget sig i føderal retning, har det dog fundet sted under de enkelte medlemslandes fulde kontrol. Denne kontrol sker igennem Rådet for Den Europæiske Union. Rådet er EUs vigtigste beslutningstagende organ. Rådet mødes i forskellige sammensætninger alt efter, hvilke spørgsmål der er på dagsordenen. Her møder ministre fra alle medlemslandene op for at træffe beslutninger på de respektive områder. Hvis det gælder miljø, hedder det Rådet (miljø). I Danmark har vi den gode regel, at en minister skal have et flertal i Folketingests Markedsudvalg bag sig for at kunne tiltræde en Rådsbeslutning. Det vil sige, at en dansk minister har ”brev med hjemmefra” EUs forbindelser med den øvrige verden varetages af Rådet for Almindelige Anliggender og Eksterne Forbindelser Her kan de politiske områder spænde vidt, og derfor afgør de enkelte medlemslande suverænt, hvilken minister man vil sende til disse møder. Rådet mødes i ni forskellige sammensætninger: 1.      Almindelige anliggender og eksterne forbindelser. 2.      Økonomi og finans (”Økofin”) 3.      Retlige og indre anliggender. 4.      Beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik. 5.      Konkurrenceevne (det indre marked, industri og forskning) 6.      Transport, telekommunikation og energi. 7.      Landbrug og fiskeri. 8.      Miljø. 9.      Uddannelse, ungdom og kultur. Det afgørende ved Rådet er, at de enkelte ministre i Rådet er bemyndiget til at forpligtige deres regeringer. Det betyder, at ministeren skriver under på hele sin regerings vegne!!! Desuden er den enkelte minister politisk ansvarlig over for sit nationale parlament. Netop derfor skal en dansk minister sikre sig et flertal i Markedsudvalget.   Rådet har seks vigtige ansvarsområder: 1. Det er EUs lovgivende organ. På en del af de områder, hvor EU har kompetence, udøver det lovgivningsbeføjelserne sammen med Europa-Parlamentet.  2. Det samordner medlemsstaternes generelle økonomiske politikker. 3. Det indgår på EUs vegne internationale aftaler mellem EU og en eller flere stater eller internationale organisationer. 4. Det godkender EUs budget sammen med Europa-Parlamentet. 5. Det udformer EUs fælles udenrigs– og sikkerhedspolitik på grundlag af de overordnede retningslinjer, som er fastlagt af Det Europæiske Råd. 6. Det koordinerer samarbejdet mellem de nationale domstole og politistyrker i straffesager.      Omfattende tiltag: Som man kan se, er EU-samarbejdet dybt forpligtigende for medlemslandene og griber ind i mange områder, der førhen var nationale anliggender. Det er noget der skal tages alvorligt. I EU har fællesskabsretten nemlig ubetinget forrang frem for nationalretten! Dog kun indenfor de områder, der henhører under EU-samarbejdet. EU går i føderal retning!!! Men for Danmarks vedkommende er der en forskel. Vi har de fire forbehold, der videreføres i forfatningstraktaten i den form, som der blev opnået enighed om inden topmødet i Bruxelles i december 2003. Det vil i princippet sige, at forbeholdene videreføres uændrede. Det gælder på det retlige område. Asyl, immigration, civilretligt samarbejde og grænsekontrol. Den eksisterende danske sommerhusprotokol videreføres uændret. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke kan deltage i udarbejdelsen og gennemførelsen af EUs afgørelser og tiltag, som har indvirkning på forsvarsområdet. Endeligt fastslår forbeholdet, at Danmark ikke bidrager til finansiering af aktioner, der er omfattet af forsvarsforbeholdet. Også her er EU i dag en aktør. For at sætte EU i stand til at reagere mere effektivt i internationale krisesituationer besluttede Det Europæiske Råd på topmødet i Helsingfors i december 1999, at EU skulle opbygge en militær ”udrykningsstyrke” på op til 60.000 mand, som skulle kunne sættes ind med 60 dages varsel og kunne opretholdes i mindst et år. Danmark står helt udenfor dette samarbejde, - det er fortsat det atlantiske samarbejde i NATO, der er Danmarks sikkerhedspolitiske platform.

2. Institutionerne

30.11.2005 PVJs EU-brev nr. 2 Forfatter: Poul Vinther Jensen I debatten om EU-traktaten har spørgsmålet om magtfordelingen i EUs institutioner været omgærdet af stor interesse og opmærksomhed. Det er naturligt, for det er her magten og de nationale interesser mødes!! Med den ny EU-traktat vil der ske den ændring efter 2014, at EU-Kommissionen kommer til at bestå af 18 kommissærer. Til den tid vil EU bestå af 27 medlemsstater, idet Bulgarien og Rumænien ventes at blive medlemmer af EU i 2007. Det vil sige, at der altid vil være en kommissær fra to tredjedel af antallet af medlemslande. De 18 kommissærer skal vælges blandt medlemsstaternes statsborgere på grundlag af en ordning med ligelig rotation mellem medlemsstaterne. Der er dog lavet en fortrydelsesordning, idet Det Europæiske Råd med enstemmighed kan beslutte at ændre denne ordning. Man kan eksempelvis vedtage, at Kommissionen skal bestå af en kommissær fra alle EU-lande, - også efter 2014. Det vil administrativ være dyrt, -men politisk klogt!! Hvis man beslutter sig for EU-traktatens udkast, vil det for Danmarks vedkommende betyde, at en EU-Kommission, - uden dansk deltagelse – kan træffe beslutninger, der er retsligt bindende for Danmark!!!! Her er vi ved det inderste tandhjul i den danske forfatning (Grundloven), der kun giver adgang til at overdrag suverænitet i ”nærmere bestemt omfang”. For mig at se kan det blive tilfældet med beslutninger, der går ud over Grundlovens grænse. Det kræver en grundig debat i Danmark. Hvad angår EU-formandskabet, som i dag går på skift imellem medlemslandene, vil der ske den ændring, at Det Europæiske Råd får en fast formand. Den faste formand varetager rollen for 2/12 år af gangen og kan genvælges en gang. EU-formandskabet varetages af et gruppeformandskab med tre lande i 18 måneder. Hvert af de tre lande leder på skift formandskabet i 6 måneder for alle Rådets sammensætninger bortset fra Udenrigsrådet. Det Europæiske Råd indstiller med kvalificeret flertal formanden for Kommissionen. Indstillingen skal godkendes af Europa-Parlamentet. Det Europæiske Råd vedtager i samarbejde med formanden for Kommissionen - og på baggrund af de enkelte landes indstillinger - listen over de øvrige kommissærer. Derefter skal Kommissionen godkendes ved en afstemning i det magtfulde Europa-Parlament, der i dag består af 732 medlemmer. Heraf er de 14 medlemmer fra Danmark.

1. Forfatningstraktaten

22.11.2005 PVJs EU-brev nr. 1 Forfatter: Poul Vinther Jensen Ved topmødet i Bruxelles den 17. – 18. juni 2004 besluttede EUs stats og regeringsledere at, at de to nuværende traktater i EU, nemlig EF-traktaten og EU-traktaten skulle afløses af en ny Traktat om en forfatning for Europa. Det var meningen, at traktaten skulle træde i kraft den 1. november 2006. Det sker nok ikke til aftalt tid. Men om et par år eller tre vil en traktat være en realitet - en traktat, der ikke afviger ret meget fra den, der blev nedstemt i Holland og Frankrig. Selve forfatningstraktaten består af fire dele med 448 artikler og fylder tæt ved 300 sider. Dertil en præambel og en lang række protokoller og erklæringer. Del 1. består af 60 artikler. Del 2 (artiklerne 61-114) består af charteret om grundlæggende rettigheder, en samling og en tydeliggørelse af EU-borgernes rettigheder.   Det nye er, at charteret bliver juridisk bindende. I dag er det blot politisk bindende!! Del 3. (artiklerne 115-436) er i høj grad en sammenskrivning af de eksisterende traktater. Det vil sige regler om, hvordan EU kan træffe beslutninger, og hvordan EUs politiske beslutninger skal føres ud i livet. Som noget nyt vil EU blive ”en juridisk person”. Det vil sige, at EU kan indgå aftaler, tiltræde konventioner eller deltage i internationale organisationer, hvis det er på områder, som ligger inden for EUs kompetence!!! Det er som bekendt medlemslandene, der tildeler EU kompetence. Derefter opdeles de politiske områder efter kompetence i henhold til forfatningstraktaten: 1.      Enekompetence. 2. Delt kompetence. 3. Koordinerende eller supplerende tiltag.   Under området ”Enekompetence” er følgende tiltag: Toldunionen. Fastlæggelse af konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion. Den monetære politik for de medlemslande, der har euroen som valuta. Bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik. Den fælles handelspolitik. Derudover har EU enekompetence til at indgå internationale aftaler, når det sker i henhold til en EU-retsakt eller såfremt internationale aftaler vedrører EU-regler.   Under området ”delt kompetence” er følgende tiltag: Det indre marked. Social og arbejdsmarkedspolitik, som omhandlet i forfatningstraktatens del 3. Økonomisk, social og territorial samhørighed. Landbrug og fiskeri, undtagen bevarelse af havets biologiske ressourcer. Miljø. Forbrugerbeskyttelse. Transport. Transeuropæiske net. Energi. Området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Fælles sikkerhedsudfordringer på folkesundhedsområdet for så vidt angår aspekterne i del 3.    Under området ”med understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag”. Beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed. Industri. Kultur. Turisme. Uddannelse, ungdom, sport og erhversuddannelse. Civilbeskyttelse. Administrativ samarbejde.

EU-Parlamentet
20.09.2004
For et stort flertal af danske og europæiske vælgere betyder valget til Europa-Parlamentet ikke det helt store.

Fransk optræden.
06.09.2004
EU behøver ikke en ny forfatning.
Nice-traktaten er tilstrækkelig.

Tyrkiet hører ikke hjemme i EU  
11.07.2004                                                                                     Den 1.maj  2004 bliver EU-unionen udvidet med 70 millioner borgere fra de nye medlemslande. Det er en stor udvidelse, og det vil utvivlsomt komme til at udfordre hele det politiske arbejde kraftigt.

Storbritanien, EU og Danmark 
30.06.2004                                                                                            Et JA i Storbritanien til EU-traktaten vil gavne Danmark.

Cypern i EU
20.06.2004