EU Parlamentet

For et stort flertal af danske og europæiske vælgere betyder valget til Europa-Parlamentet ikke det helt store.

Af Poul Vinther Jensen

Valgdeltagelsen er lav overalt og har været det lige siden parlamentsmedlemmerne blev valgt ved direkte valg, hvilket fandt sted første gang i 1979.

Nu skal vi til det igen. Den 13. juni og for sjette gang med direkte valg.

Respekten for Parlamentets arbejde rundt om i medlemslandene er ikke stor, selvom dets indflydelse er stærkt voksende.

Årsagen er, at det er et parlament, der ikke er synligt i nationalstaterne og ikke har den store bevågenhed i den hjemlige presse. Bortset fra historierne om det store pengeforbrug, der med jævne mellemrum fylder avisernes forsider. 

Det kan også være fordi, mange nationale parlamentarikere ynder at rubricere Europa-Parlamentet som værende en ’debatklub’, der reelt ikke har nogen politisk magt og indflydelse.

Dette er absolut ikke tilfældet!!

Europa-Parlamentet har i mange år haft nogle afgørende magtinstrumenter, der giver det mulighed for at få stor indflydelse på, hvad der skal være gældende lov i de respektive medlemslande.

Ja, det er i dag sådan, at nationale politikere i mange situationer er blevet reduceret til rene ekpeditionssekretærer.

Men det taler man ikke så højt om i den hjemlige politiske debat!! 

For det første skal Europa-Parlamentet godkende valg af Kommissionen og af dens formand. Dernæst skal alle kommissærer til høring i Parlamentet i det fagudvalg, hvis område de skal administrere.

Parlamentet kan vælge at forkaste en ny Kommission i sin helhed, men ikke enkelte kommissærer.

I marts 1999 truede Europa-Parlamentet  Santer-Kommissionen med et mistillidsvotum, hvilket fik formanden Jacques Santer og hans 19 kommissærer til at træde tilbage øjeblikkeligt. Her iblandt Ritt Bjerregård.

Årsagen til den hurtige reaktion var, at Europa-Parlamentet skal godkende enhver Kommissions budget.

Uden Parlamentets tillid er Kommissionen handlingslammet og politisk død!!

Det er her magten er !!   Og den bliver naturligvis brugt i enhver situation !

Ingen kommission kan agere uden et nært og forpligtigende samarbejde med de store partigrupper i Europa - Parlamentet.

Derfor er Kommissionens forslag til Ministerrådet altid afstemt sådan, at de har en mulighed for at blive godkendt i Parlamentet.

Efter Maastricht-traktaten, som i 1993 indførte fælles beslutningstagning for visse typer beslutninger, ændredes Parlamentets funktion fra rådgivende til lovgivende.

I begyndelsen omfattede den fælles beslutningstagning 15 områder.

Men efter vedtagelsen af Amsterdam–traktaten fra 1999 blev det udvidet til 38 områder.

Efter Nice-traktaten blev udvidelsen øget med syv områder.

I de forløbne år, hvor Ministerrådet og Parlamentet har skullet nå til enighed, er der blot tre lovforslag, der er blevet forkastet.

Det fortæller, at der er en snæver forbindelse mellem Ministerrådet og Parlamentet.

Arbejdsgangen er følgende:

Kommissionen fremsætter et forslag til Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Parlamentet fremsætter en udtalelse. Ministerrådet vedtager derefter en principbeslutning kaldet ”fælles holdning”. Parlamentet har derefter tre måneder til at godkende eller foreslå ændringer til den fælles holdning.

Hvis Ministerrådet ikke har godkendt Parlamentets ændringer inden tre måneder, skal der nedsættes et forligsudvalg bestående af repræsentanter for de to parter.

Dette udvalg har til opgave at finde et kompromis inden for seks uger. Repræsentanter fremlægger kompromiset for de respektive institutioner, som inden for en periode på yderligere seks uger skal godkende det.

Hvis dette ikke sker, er forslaget forkastet.

Som man kan se, har Europa-Parlamentet  afgørende indflydelse på, hvad der foregår i Kommission og Ministerråd i Bruxelles. Parlamentets udvalg følger Kommissionens initiativer ned til det mindste tandhjul og er med helt indtil disse udmøntes i direktiver og forordninger. Det vil sige gældende lov og ret i medlemslandene 

Med en udvikling, der går i retning af flertalsafstemninger i Ministerrådet, bliver magten flyttet fra nationalstaterne til EU. Parlamentets indflydelses øges hermed betragteligt.

I Nice-traktaten er det vedtaget, at der kan træffes beslutninger med kvalificeret flertal på ca. 30 områder, som er beskrevet i traktaten, hvor der tidligere krævedes enstemmighed.

Efter EU-udvidelsen vil Danmark få 7 stemmer i Ministerrådet og 14 medlemmer i Europa–Parlamentet. Dette vil blive udvidet til 732 medlemmer mod de nuværende 626.

Uagtet hvad man mener om Europa-Parlamentet, er det en kendsgerning, at dette folkevalgte parlament har indflydelse på alle europæeres dagligdag.

Derfor er det kommende valg den 13 juni noget, der vedrører os alle her i kongeriget Danmark !! 

Mit råd er: ”Gå hen til valgstedet og brug stemmesedlen!

Det er ikke ligegyldigt, hvilke personer, der sidder som danske observatører i Strasbourg og ved udvalgsmøderne i Bruxelles!!

Parlamentsmedlemmernes vigtigste opgave er efter min mening at holde øje med, at de fire danske forbehold respekteres helt og fuldt.

Dernæst at underrette den danske befolkning, hvis der kommer føderale tiltag, der yderligere vil begrænse den nationale handlefrihed