INTERNATIONALE KONVENTIONER

De internationale konventioner er menneskeskabte.

Af professor, jur. dr. Ole Hasselbalch.

Det er på høje tid, at offentligheden erkender, at de internationale konventioner ikke er det, menneskerettighedsfundamentalisterne prøver at gøre dem til, skriver Ole Hasselbalch i Berlingerens kronik 7/2 2004.

De internationale konventioner påberåbes ustandselig i den politiske debat. Men det er sjældent, man hører noget om, hvordan disse konventioner egentlig bliver forpligtende for os.

En konvention er en aftale mellem nationer indbyrdes, evt. via internationale organisationer - f.eks. FN og Europarådet. Den kan f.eks. indeholde spilleregler for, hvad nationerne må og ikke må i forhold til hinanden. Visse konventioner rummer imidlertid også tilsagn om, hvorledes den underskrivende stat vil behandle enkeltindivider.

Det er vigtigt at forstå, at en konvention ikke i sig selv skaber forpligtelser på dansk grund uden om den danske lovgiver. Ikke blot er det Folketinget, som bestemmer, om Danmark som stat overhovedet skal tilslutte sig og forblive tilsluttet en konvention. Det er også Folketinget, der bestemmer, om en tiltrådt konvention tillige skal gælde som lov ved danske domstole, således at myndigheder og borgere kan dømmes dér på grundlag af dens regler. Det gør mange af konventionerne i parentes bemærket ikke. Hvis en konvention ikke er ophøjet til lov, kan domstolene derfor lade sig inspirere af den, men de er ikke bundet af den som af de love, Folketinget vedtager.

Mange af konventionerne har en del år på bagen og er skrevet i lyset af, hvordan verden så ud, da de blev til. Når denne eller hin politiker eller menneskeretsekspert derfor med gråd i stemmen fortæller, at vi ved at bryde en konvention sætter os uden for det internationale samfund, er hertil kun at sige, at konventioner er menneskeskabte og ikke nogen perfekt endsige uforanderlig målestok for, hvorledes menneskelivet bør leves til en hvilken som helst tid. Der er derfor heller ikke i sig selv noget diskvalificerende i evt. at fremprovokere en international revurdering af en forældet konvention ved at frigøre sig fra den.

De konventionsregler, som især har været i fokus i de sidste årtier, er dem, i hvilke staterne forpligter sig til at beskytte individet, specielt indvandrere og flygtninge. Særligt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har her været i fokus. I relation til denne har det også spillet en rolle, at der er etableret en domstol, nemlig Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor personer, der mener sig forurettede i forhold til, hvad konventionen tilsiger, kan få efterprøvet deres sag. Trusler om at klage til denne domstol har derved været et nærliggende redskab for politisk pression.

Et af de problemer, der knytter sig til Menneskerettighedsdomstolens virksomhed, er, at den ikke dømmer på samme måde som danske domstole, der nemlig er bundet af loven og lovgivers hensigt med samme. Menneskerettighedsdomstolen anlægger derimod »dynamiske« fortolkninger, dvs. den lægger det i Menneskerettighedskonventionen, som den selv skønner, at skiftende tiders behov tilsiger.

Set ud fra dansk rets- og forfatningstradition er dette betænkeligt, fordi den lovgivende magt - og dermed også magten til at revurdere og evt. opdatere hidtidige regler - hos os principielt ligger hos Folketinget og ifølge Grundloven ikke kan placeres hos et organ, der savner demokratisk legitimation. Man kan derfor ikke se bort fra, at den danske Højesteret en skønne dag vil være nødt til at tilsidesætte afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen, fordi denne har bevæget sig uden for, hvad den danske lovgiver må anses at have tilsluttet sig.

Netop menneskerettighedskonventionerne er endvidere blevet dækket ind med officielle menneskerettighedsorganer i de enkelte lande - hos os Institut for Menneskerettigheder. Dette har givet problemer. Disse foretagender har således i mangel på kritisk holdning til deres virksomhed ikke mindst hos pressen opnået en nærmest religiøs status, som ofte er helt ude af proportion med den juridiske lødighed af det arbejde, de præsterer. F.eks. har de medvirket til at skabe den opfattelse, at deres egne konventionstolkninger - og Menneskerettighedsdomstolens afgørelser - er urørlige. Samtidig har der været en tendens hos dem til at se bort fra regler og problemstillinger, de ikke definerer som relevante i forhold til deres eget, ofte meget snævre syn på konventionerne. F.eks. har de dyrket flygtninges og indvandreres interesser i en sådan grad, at deres virksomhed i realiteten har understøttet en masseindvandring til Vesteuropa, som det aldrig var konventionernes mening at åbne op for.

Naturligvis er menneskers tolkninger af menneskeskabte konventioner ikke indiskutable. Det følger allerede af, at konventionerne meget langt er flydende og ukoncise i deres anvisninger. Men konventionernes anvendelighed som redskab specifikt til at gennemtvinge en uholdbar flygtninge- og indvandringspolitik modsiges sådan set også af konventionerne selv. Der findes således også konventionsregler, som anerkender, at enhver nation suverænt har ret til at varetage sin økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Se således Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og i Den Internationale Konvention om Sociale og Kulturelle Rettigheder, artikel 1,1.

Selv en dom fra Menneskerettighedsdomstolen vil således ikke ændre ved, at en dansk regering har fuldt folkeretligt belæg for at prioritere hensynet til danskernes kollektive tryghed og velfærd forud for hensynet til de enkelte flygtninges og indvandreres interesser. Faktisk anerkender folkeretten, at statsstyrets første pligt er at beskytte statens befolkning. Det er derfor, konventionerne f.eks. udtrykkeligt fastslår, at forskelsbehandling på grund af statsborgerskab ikke er ulovlig diskriminering efter konventionerne. Se FNs Racediskriminationskonvention artikel 1, 2.

Staten kan kort sagt med fuld ret sige fra, når personer udefra med henvisning til konventionernes regler om beskyttelsen for individet trænger sig på i en sådan mængde, at det truer statens grundlag og borgernes tryghed.

En god del af vore politikere er i tidens løb blevet så opsuget af den aura, det er lykkedes at skabe om konventionerne, at de i dag er ude af stand til at se den juridiske og moralske virkelighed. Det er derfor på høje tid, at offentligheden erkender, at konventionerne ikke er det, menneskerettighedsfundamentalisterne prøver at gøre dem til. Verden er i dag ganske anderledes, end da konventionerne blev til. Især var der dengang ikke tale om, at hele folkegrupper gik i drift og med konventionerne som brækjern trængte sig ind i lande, hvis kultur de afviste og måske endog foragtede, og hvis økonomiske vilkår og sociale struktur var ganske anderledes end deres egen. På grund af den fundamentalistiske tolkning af konventionerne, som har været på mode igennem de sidste årtier, har de vesteuropæiske lande ikke desto mindre tålt sådanne folkeflytninger ind på eget territorium. Derfor har specielt muslimer haft mulighed for massivt at etablere sig i Europa med krav om respekt for værdier, der er grundlæggende i strid med de synssæt, de vestlige demokratier hviler på.

Dermed er grunden lagt til nye konflikter. Der er som bekendt hidtil ikke fundet nogen løsning på de praktiske problemer, der er fulgt i kølvandet på den nævnte uforenelighed, som har givet sig udslag i markant voksende kriminalitet, overbelastning af vore sociale sikringssystemer og i det hele taget opløsning af samfundets sammenhængskraft. Dette har allerede haft betydelige negative konsekvenser for det, man med et misforståeligt udtryk kan kalde de etniske danskere, særligt i visse socialgrupper og geografiske områder. Forholdene dér er simpelt hen ikke længere anstændige. På længere sigt er imidlertid selve Europas fundament truet.

Bodemidlet har - hidtil - været rituelle henvisninger til, at der må gennemføres en »integration«. »Mangfoldighedsintegration i en menneskerettighedsramme«, kalder direktør Morten Kjærum, Institut for Menneskerettigheder, det. En massiv del af de indvandrere, der er objekter for denne bestræbelse, ønsker imidlertid ikke eller er i al fald ude af stand til at gennemføre den tilpasning, som den almindelige danske offentlighed lægger i begrebet.

Vi kommer derfor næppe uden om at skulle sige fra. Det vil ikke blive behageligt. Men hvis de værdier, de europæiske samfund er bygget på, skal overleve som grundlag for europæernes liv, er der i dag ingen vej uden om en repatriering af indvandrere, der ikke kan eller vil respektere den europæiske samfundsorden.

Konventionerne forhindrer det ikke.

Om flygtninge:
Det hævdes, at de internationale konventioner forhindrer os i at stoppe indstrømningen af flygtninge. Det passer ikke. Den danske lovgivning går på dette punkt videre, end FN kræver, og videre end det lovforberedende sagkyndige udvalg med Højesterets præsident i spidsen i sin tid turde lægge navn til. - Og også danskerne har menneskerettigheder, nemlig ret til at andre ikke bare tiltager sig danskernes ressourcer.

Sådan ligger landet:
Udlændingelovens § 7, stk. 1 siger følgende: "Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. (FN-Konventionen). Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland." Ifølge den Kommenterede Udgave af Udlændingeloven (2. udg. 1993 v./ Herman Langlouis, Claus W. Tornøe og Torben Geneser), side 81, gives der imidlertid opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, bl.a. i tilfælde, hvor FN-konventionens betingelser for at opnå opholdstilladelse ikke kan anses for opfyldt - end ikke selv om man lader en bevistvivl desangående komme asylsøgeren til gode. I øvrigt sigter FN-konventionen kun på politiske flygtninge, medens den danske udlændingelov hjemler asyl også for andre.

I Flygtningenævnets formandskabs beretning 1984 - 87, s. 17, hedder det da også: "Den (FN's Flygtningekonvention af 1951) pålægger ikke staterne nogen folkeretlig forpligtelse til at meddele asyl til personer, der opfylder konventionens betingelser."

Flertallet i det sagkyndige udvalg som i sin tid forberedte udlændingeloven med Højesterets præsident i spidsen foreslog også en undtagelsesbestemmelse i harmoni med FN's flygtningekonvention (se Betænkning om Udlændingelovgivningen nr. 968/1982, s. 91 og 131): "Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1 (nu stk. 1) finder ikke anvendelse for udlændinge, der er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af flygtninge." .... "Udvalgets flertal har under hensyn til den meget vide adgang til at give opholdstilladelse til flygtninge, der er givet i udkastet til § 7, stk. 1, nr. 1, (nu stk. 1) fundet det nødvendigt udtrykkeligt at undtage masseindstrømningssituationen fra bestemmelsen." Den foreslåede sikkerhedsventil i loven blev forkastet af Folketinget efter anbefaling fra Dansk Flygtningehjælps repræsentant i udvalget).

I øvrigt sikrer internationale konventioner ethvert folk retten til at bestemme sin egen fremtid: "Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. 2. Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer...Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder." (Den internationale Konvention om borgerlige og politiske Rettigheder og Den internationale Konvention om sociale og kulturelle Rettigheder, Artikel 1: 1)

Om diskrimination:
Det hævdes, at det strider mod internationale konventioner at behandle danske borgere bedre end udlændinge. Det passer ikke. Tværtimod siger konventionerne udtrykkeligt det modsatte.

Sådan ligger landet:
Den internationale racediskriminationskonventionen artikel 1, pkt. 2, bestemmer udtrykkeligt, at der ikke foreligger diskrimination i konventionens forstand, når det drejer sig om "forskelsbehandling, udelukkelse, begrænsning eller fortrinsstilling, som en i konventionen deltagende stat foretager mellem sine egne statsborgere og udlændinge".