Tyrkiet hører ikke hjemme i EU.

Af Poul Vinther Jensen

Den 1.maj  2004 bliver EU-unionen udvidet med 70 millioner borgere fra de nye medlemslande. Det er en stor udvidelse, og det vil utvivlsomt komme til at udfordre hele det politiske arbejde kraftigt.

Økonomisk bliver det en hård nød at knække. Det nuværende budget for EU-Kommissionen var i 2003 på ikke mindre end 750 milliarder kr., og Kommissionen anslår, at udvidelsen betyder en budgetforøgelse på  50 procent i de kommende 10 år.

Det bliver ikke de nye medlemslande, der kommer til at holde for. Det har de ganske enkelt ikke råd til. Nej, det bliver de gamle rige medlemslande, der får størsteparten af regningen.

Den eneste trøst er, at det er lande, vi  historisk og kulturelt er forbundet med, og med en øget samhandel, vil det på det lange sigt måske føre til noget positivt.

Men der er andre lande, der banker på  EUs dør. Først og fremmest det store og mægtige muslimske land Tyrkiet.

Herom er der delte meninger i hele EU. Nogle betragter Tyrkiet som et europæisk land og ser en fordel rent forsvarspolitisk med et medlemsland så tæt på den arabiske verden som muligt. 

Denne opfattelse er højst diskutabel.

Europas grænse går ved Bosporusstrædet, og det er kun en lille del af Tyrkiet, der geografisk ligger i Europa.

Religiøst og dermed kulturelt er Tyrkiet udenfor den europæisk kristne kulturkreds. Landets 71 millioner indbyggere er for 98 procents vedkommende muslimer. Dernæst har landet en befolkningstilvækst så stor, at det i løbet af få år ville være EUs suverænt folkerigeste land.

Med et Tyrkiet i et EU, hvor der er fri bane for arbejdskraft og vareudveksling plus store regionale økonomiske overførelser, vil det være mere end uforstandigt at inddrage dette land i det europæiske samarbejde. EUs økonomiske problemer vil i lang fremtid være rigeligt store.

Atatürk forsøgte ganske vist i 1923 at sekularisere Tyrkiet, men det er på de store linjer ikke afgørende.

Tyrkiet er ikke et europæisk land, selv om stat og religion officielt er adskilt. Det er i bund og grund et  muslimsk land, med en helt anden tradition og et andet værdisæt, end det, der er gældende i Europa og Norden. 

Alene derfor skal Tyrkiets ansøgning om medlemskab af EU afvises.

Det betyder ikke,  at Europa skal vende ryggen til en stor og værdifuld NATO-allieret. Der kan etableres omfattende associeringsaftaler, som begge parter kan få stort udbytte af.